Den Egn, hvori min Vei er lagt
Og hvor min Arne staar,
Den har for mig en Yndets Magt,
Der voxer Aar for Aar.

En Fremmed ser fra Bjerget ned
Paa Bygd og Stad og Bugt,
Og har et Syn at standse ved,
Saa vidt-udstrakt og smukt.

Men Den, der vandt i Dalens Favn
En rig Erindrings Flor,
Han dvæler der i Fryd og Savn
Ved Mindets friske Spor. —

Naturens Liv fornyer det
Med Glædes-Tegn og Suk,
Og fængsler ham til mangen Plet,
Der kun for ham er smuk.

Jeg vandrer tit en ensom Gang
I denne blide Egn,
Ved Elvebred, paa solbar Vang,
Og under Løvets Hegn.

Og hvor jeg standser tankefuld,
Og er det Fjerne nær,
Der skyder Mindets Blomst af Muld
Og af de gamle Trær.

Jeg hører i den stride Elv
De svundne Dages Røst, —
Den klinger under Lundens Hvælv
Fra mangen Sangers Bryst.

Da lever jeg et Liv paa Ny,
Hvis Vei blandt Torne faldt
Og er dog nu, i Mindets Ly,
Velsignet overalt.

Du fagre Dal! Min Ungdoms Skat
Har du bevaret ømt.
Du ved, hvad jeg i Sorgens Nat
Og Haabets Gry har drømt.

Men se, jeg fik et større Held
At eie i dit Skjød,
End Alt hvad Haabets milde Væld
I Savnets Bæger gød.

Bevar da nu mit lyse Hjem
I Fagerhed og Fred!
Lad søde Minder gro for dem
Mit Hjerte hænger ved!

En Rune i dit Skjød er lagt
For alle mine Kaar.
Du har for mig en Yndets Magt,
Der voxer Aar for Aar.