Mest læste ▸
Stille, du elskede Kvinde!
Tyst maa vi træde, vi to.
Der sover en Sang her inde
I Skovens natlige Ro.
Stille er Vover og Vinde,
Tavs er hver Sangfuglemund,
Tiende Kilderne rinde
Blankt over mossede Bund.
Maanestraalerne spille
Tyst mellem Bøgene frem,
Langs ad Stierne stille
Blunder en lyslig Bræm.
Sølvskyen selv der oppe
Hviler paa Vingen bred,
Højt over Træernes Toppe
Skuer den lyttende ned.
Der er ingenting i Verden saa stille som Sne,
naar den sagte gennem Luften daler,
dæmper Dine Skridt,
tysser, tysser blidt
paa de Stemmer, der for højlydt taler.
Der er ingenting i Verden med en Renhed som Sne,
Svanedun fra Himlens hvide Vinger.
Paa Din Haand et Fnug
er som Taaredug.
Hvide Tanker tyst i Dans sig svinger.
Der er ingenting i Verden, der kan mildne som Sne.
Tys, du lytter, til det Tavse klinger.
Oh, saa fin en Klang,
Sølverklokkesang
inderst inde i Dit Hjerte ringer.
Lille Viggo, vil Du ride Ranke?
Sæt Dig paa mit Knæ, Du søde Dreng!
Jeg hos Dig er Barn i Sjæl og Tanke;
Vi vil lege, til Du skal i Seng.
Her hos Dig jeg Barnehimlen finder,
Glemmer Alt, hvad der gjør Hjertet Vee;
Lad mig kysse dine røde Kinder,
Lad mig dog de brune Øie see!
Viis mig saa, hvor stor Du er, Du Søde!
Nei, hvor Haanden dog er buttet rund!
Smilet sidder i de Kinder røde,
Altfor smuk er dog din lille Mund!
Hver en Blomst Du kysser, som en Broder,
Taler med den, paa din egen Viis,
Hele Verden har Du i din Moder,
Hendes Skjød er Dig dit Paradiis.
Underlige Aftenlufte!
Hvorhen vinker I min Hu?
Svale, milde Blomsterdufte:
Siig, hvorhen I bølge nu!
Gaaer I over hviden Strand
Til mit elskte Fødeland?
Vil I der med Eders Bølger
Tolke hvad mit Hierte dølger?
Matte Sol! bag Biergets Stene
Luerød du synker ned.
Og nu sidder jeg allene
I min dunkle Eensomhed.
Hiemme var der intet Field!
Ak, saa er jeg ude vel?
Skal i Nat ei barnligt blunde
I mit Herthas grønne Lunde.