Nu er Solen nede;
der er ganske stille
i den store Verden,
i den lille Rede.
Gennem Rankens Rifter
strømmer Aftenluften
ind igennem Vindvet,
og Gardinet vifter.
Bløde Taager brede
i den svale Skumring
deres klamme Lin om
Dagens Feberhede.
Stakkels, syge Hjærte!
du faar blotte Saaret!
Aftenluften skygger
køligt om din Smerte.
Der skinner ej Sol, det er Graat i Graat,
det øser fra Skyen i Spande,
alting paa Gaden er drivende vaadt,
det regner med styrtende Vande! —
Kæreste du!
kommer du nu,
nu Regnen har kølet din Elsker?
Det blæser saa koldt, det hyler saa vildt,
i Gaslygten Glassene klirrer,
klaprende danser paa Krogen et Skilt,
og Vejrhanen pibende svirrer! —
Kæreste du!
kommer du nu,
nu Blæsten har bøjet din Elsker?
Hører du Stormkrogens raslende Larm
og Regnskyllets Slag mod din Rude?
Du danske Sommer, jeg elsker dig,
skønt du saa ofte har sveget mig.
Snart kolde Farver i Sky og Vand,
snart nøgne Piger ved hver en Strand.
Mer, mer, mer
jeg dog dig elsker, hver Gang du ler.
Du er i Sindet jo lunefuld,
dog Hjertet inderst er pure Guld,
et Eventyr er dit glade Navn,
og Blomster lyser ud af din Favn.
Korn, Korn, Korn
i Drømme gror under Maanens Horn.
Naar dine Bølger mod Bredden gik,
beruset blaa som Gudinders Blik,
en Ungdom jubled din Lovsang ud,
kun klædt i Solskin og brunet Hud.
Danmark, nu blunder den lyse nat
bag ved din seng, når du sover.
Gøgen kukker i skov og krat,
Vesterhavet og Kattegat
synger, imens det dugger,
sagte som sang ved vugger.
Danmark, du vågner med søer blå,
mætte som moderøjne.
Alt, hvad i dine arme lå,
lader du solen skinne på,
ser, hvor det yppigt glider
frem af forgangne tider.
Lærker, som hopped af æg i vår,
svinder i himlens stråler.
Tonerne ned med lyset går,
samme sang som i tusind år.
Sig nærmer Tiden, da jeg maa væk!
Jeg hører Vinterens Stemme;
Thi ogsaa jeg er kun her paa Træk,
Og haver andensteds hjemme.
Jeg vidste længe, jeg skal herfra;
Det Hjertet ikke betynger,
Og derfor lige glad nu og da
Paa Gjennemreisen jeg synger.
Jeg skulde sjunget lidt meer maaskee —
Maaskee vel ogsaa lidt bedre;
Men mørke Dage jeg maatte see,
Og Storme rev mine Fjædre.
Jeg vilde gjerne i Guds Natur
Med Frihed spændt mine Vinger;
Men sidder fast i mit snævre Buur,
Det allevegne mig tvinger.
Faldt der Storm over solstille Flade?
Min Sjæl flagred op som et Lin:
og en lynflængt Tordenkaskade
skylled Regn over grønne Blade.
Da det blev tyst, var du min.
Der er fugtigt i Stikkelsbærgange
og dufter, nu det er tyst,
fra det dyngvaade Græs og de mange
Kirsebærblomster, som prange
skært mod et Lufthav saa lyst.
Lad mig vandre herind ved din Side,
mørkøjede Jomfru fin;
dine Hænder, de frugtblomst-hvide,
lad tæt mig om Livet glide,
du min smidigrankende Vin.
Og din Kind, den æbleblomst-røde,
