Mest læste ▸
Nu er Solen nede;
der er ganske stille
i den store Verden,
i den lille Rede.
Gennem Rankens Rifter
strømmer Aftenluften
ind igennem Vindvet,
og Gardinet vifter.
Bløde Taager brede
i den svale Skumring
deres klamme Lin om
Dagens Feberhede.
Stakkels, syge Hjærte!
du faar blotte Saaret!
Aftenluften skygger
køligt om din Smerte.
Sig nærmer Tiden, da jeg maa væk!
Jeg hører Vinterens Stemme;
Thi ogsaa jeg er kun her paa Træk,
Og haver andensteds hjemme.
Jeg vidste længe, jeg skal herfra;
Det Hjertet ikke betynger,
Og derfor lige glad nu og da
Paa Gjennemreisen jeg synger.
Jeg skulde sjunget lidt meer maaskee —
Maaskee vel ogsaa lidt bedre;
Men mørke Dage jeg maatte see,
Og Storme rev mine Fjædre.
Jeg vilde gjerne i Guds Natur
Med Frihed spændt mine Vinger;
Men sidder fast i mit snævre Buur,
Det allevegne mig tvinger.
Det lysner over Agres Felt,
hvor sløve Plovspand kravle,
det sortner over Store-Bælt
med Sol paa Kirkegavle —
Velkommen i vor Grønsværsstol
blandt Grøftens Brombærranker!
O, det gør godt at slikke Sol
igen paa disse Banker!
Vel rækker Høstens Solskin kort,
men Rønnens Bær staar røde.
Alléens Linde blegner bort,
men Vildvinsranker gløde.
Vel! Ræk mig da, o Efteraar,
en Gravensten, som smager
af Bækken ved min Faders Gaard
og Mulden i hans Ager.
Stille, hjerte, sol går ned,
sol går ned på heden,
dyr går hjem fra dagens béd,
storken står i reden.
Stille, hjerte, sol går ned.
Tavshed over hedesti
og langs veje krumme.
En forsinket humlebi
ene høres brumme.
Stille, hjerte, sol går ned.
Viben slår et enligt slag
over mosedammen,
før den under frytlens tag
folder vingen sammen.
Stille, hjerte, sol går ned.
Fjerne ruder østerpå
I skovens dybe, stille ro,
hvor sangerhære bo,
hvor sjælen lytted mangen gang
til fuglens glade sang,
der er idyllisk stille fred
i skovens ensomhed,
og hjertets længsler tie her,
hvor fred og hvile er.
Hør landsbyklokken lyder ned,
bebuder aftenfred,
småfuglen, før den går til blund,
end kvidrer lidt en stund.
I mosen kvækker højt en frø,
stærkt damper mark og sø,
nu klokken tier, - aft'nens fred
sig stille sænker ned.