Præludium

Sig nærmer Tiden, da jeg maa væk! Jeg hører Vinterens Stemme; Thi ogsaa jeg er kun her paa Træk, Og haver andensteds hjemme.

Jeg vidste længe, jeg skal herfra; Det Hjertet ikke betynger, Og derfor lige glad nu og da Paa Gjennemreisen jeg synger.

Jeg skulde sjunget lidt meer maaskee — Maaskee vel ogsaa lidt bedre; Men mørke Dage jeg maatte see, Og Storme rev mine Fjædre.

Jeg vilde gjerne i Guds Natur Med Frihed spændt mine Vinger; Men sidder fast i mit snævre Buur, Det allevegne mig tvinger.

Jeg vilde gjerne fra høien Sky Udsendt de gladere Sange; Men blive maa jeg for Kost og Ly En Stakkels gjældbunden Fange.

Tidt ligevel til en Smule Trøst Jeg ud af Fængselet titter; Og sender stundom min Vemodsrøst Med Længsel gjennem mit Gitter.

Lyt og, o Vandrer! til denne Sang; Lidt af din Vei du hidtræde! Gud veed, maaske det er sidste Gang Du hører Livsfangen qvæde.

Mig bæres for, som ret snart i Qvel At Gitterværket vil briste; Thi qviddre vil jeg et ømt Farvel; Maaske det bliver det sidste.