Solopgang

Jeg sidder ved Marmorkilden og stirrer ud over Havet — taageblegt venter det Solen, der end er i Dybet begravet.

Kastanjernes Kroner er stille, kun hvisker en enlig Vind, kun pipper en enlig Graaspurv i Dæmringens Spøgelseskin.

Men Bølgerne skride saa tunge og dog saa sagte mod Land, de bringe mig Bud fra en fremmed, en elsket og savnet Strand.

Og Skibe sejle derude, med rød og med grøn Lanterne. I Østens Skær som af Roser staar skælvende Morgenens Stjerne . . .

Da ser jeg med et over Himlen en Ildpalme Bladene sprede. — Havet er stænket med Gnister, til Solmødet ligger det rede.

Og se — over fjerne Kysters langeligt bølgende Kamme stiger en sitrende Guldbræm — en kongeligt funklende Flamme!

Nu rødme de blege Lande, nu knejser Livet med Panden —: Flygtet er Mørket og Døden! Opstanden er Solen, opstanden!