Danmark, nu blunder den lyse nat

Danmark, nu blunder den lyse nat bag ved din seng, når du sover. Gøgen kukker i skov og krat, Vesterhavet og Kattegat synger, imens det dugger, sagte som sang ved vugger.

Danmark, du vågner med søer blå, mætte som moderøjne. Alt, hvad i dine arme lå, lader du solen skinne på, ser, hvor det yppigt glider frem af forgangne tider.

Lærker, som hopped af æg i vår, svinder i himlens stråler. Tonerne ned med lyset går, samme sang som i tusind år. Lykken fra glemte gruber klinger af unge struber.

Hyldene dufter i stuen ind ude fra Danmarks haver. Kornet modnes i sommervind. Hanegal over lyse sind stiger bag gavl og grene, hvæsset som kniv mod stene.

Køer og heste og får på græs hen over brede agre, åbne lader for fulde læs, sejl, som stryger om klint og næs, byger, som går og kommer, – det er den danske sommer.

Pigernes latter og lyse hår, leg, som får aldrig ende, øjnene blå som vand i vår – mildt om et evigt Danmark spår, sol over grønne sletter, lykke og lyse nætter.