Digteren taler til Danmark, som om landet var et sovende menneske, og lader den lyse nat vugge det med gøgens kuk, havets brusen og duggen som en sagte vuggesang. Når landet vågner, ser det med mætte, blå søer som moderøjne, og alt, hvad der har været, glider frem i solen. Sommeren folder sig ud i modnende korn, græssende dyr, sejl langs kysten og byger, der kommer og går. Stemningen er varm, rolig og næsten ceremoniel – en stille glæde over noget, der føles evigt og trygt. I lærkernes toner hører digteren en sang, der har lydt i tusind år, og pigernes latter og blå øjne bliver et mildt varsel om et fortsat, lykkeligt Danmark. Det er en kærlighedserklæring til den danske sommer og til landets livsrytme, både fredfyldt og sanseligt nærværende.
Danmark, nu blunder den lyse nat — Resumé
Danmark, nu blunder den lyse nat bag ved din seng, når du sover. Gøgen kukker i skov og krat, Vesterhavet og Kattegat synger, imens det dugger, sagte som sang ved vugger.
Danmark, du vågner med søer blå, mætte som moderøjne. Alt, hvad i dine arme lå, lader du solen skinne på, ser, hvor det yppigt glider frem af forgangne tider.
Lærker, som hopped af æg i vår, svinder i himlens stråler. Tonerne ned med lyset går, samme sang som i tusind år. Lykken fra glemte gruber klinger af unge struber.
Hyldene dufter i stuen ind ude fra Danmarks haver. Kornet modnes i sommervind. Hanegal over lyse sind stiger bag gavl og grene, hvæsset som kniv mod stene.
Køer og heste og får på græs hen over brede agre, åbne lader for fulde læs, sejl, som stryger om klint og næs, byger, som går og kommer, – det er den danske sommer.
Pigernes latter og lyse hår, leg, som får aldrig ende, øjnene blå som vand i vår – mildt om et evigt Danmark spår, sol over grønne sletter, lykke og lyse nætter.