Sommeraften
Nu er Solen nede; der er ganske stille i den store Verden, i den lille Rede.
Gennem Rankens Rifter strømmer Aftenluften ind igennem Vindvet, og Gardinet vifter.
Bløde Taager brede i den svale Skumring deres klamme Lin om Dagens Feberhede.
Stakkels, syge Hjærte! du faar blotte Saaret! Aftenluften skygger køligt om din Smerte.