Solen er gået ned, og der falder ro over både den store verden og den lille rede. Udenfor er der stille, og herinde i den lille rede også. Gennem rankens sprækker strømmer aftenluften ind ad vinduet, gardinet vifter sagte, og i den svale skumring breder bløde tåger sig som et køligt, fugtigt slør over dagens feberhede. Varmen slipper sit tag, og alt ånder lettere.
Midt i denne stilhed henvender stemmen sig til et sygt hjerte. Det får lov at blotte sit sår, ikke for at blive dømt, men for at blive lindret. Aftenluften lægger sig skyggende og kølende omkring smerten. Stemningen er dæmpet og næsten øm: naturens ro bliver en form for trøst, hvor såret kan være åbent uden at brænde. Smerten forsvinder ikke, men skumringen gør den lettere at bære, som om luften selv tager varsomt om den.