I skovens dybe stille ro

I skovens dybe, stille ro, hvor sangerhære bo, hvor sjælen lytted mangen gang til fuglens glade sang, der er idyllisk stille fred i skovens ensomhed, og hjertets længsler tie her, hvor fred og hvile er.

Hør landsbyklokken lyder ned, bebuder aftenfred, småfuglen, før den går til blund, end kvidrer lidt en stund. I mosen kvækker højt en frø, stærkt damper mark og sø, nu klokken tier, - aft'nens fred sig stille sænker ned.