"I skovens dybe, stille ro" tegner et aftenbillede, hvor naturen langsomt falder til ro. Første strofe beskriver skoven som et næsten andagtsfuldt rum: fuglestemmerne har sunget her mange gange, men nu ligger der en idyllisk fred over ensomheden, og hjertets længsler tier. Man fornemmer en lettelse ved at kunne lægge uroen fra sig og blot være til stede i stilheden. I anden strofe brydes tavsheden blidt af landsbyklokken, der ringer aftenen ind, en fugl, der endnu kvidrer lidt, og en frø, der kvækker i mosen. Marker og sø damper i den kølige aftenluft, og da klokken tier, sænker freden sig endnu dybere. Klokkens klang forbinder skoven med den nærliggende landsby og giver freden en næsten velsignelsesagtig klang. Landsbyscenen gør freden genkendelig og nær, ikke fjern eller højtidelig. Stemningen er rolig, indadvendt og harmonisk; de små, konkrete lyde gør ikke stilheden mindre, men lader den tværtimod føles levende.
I skovens dybe stille ro — Resumé
I skovens dybe, stille ro, hvor sangerhære bo, hvor sjælen lytted mangen gang til fuglens glade sang, der er idyllisk stille fred i skovens ensomhed, og hjertets længsler tie her, hvor fred og hvile er.
Hør landsbyklokken lyder ned, bebuder aftenfred, småfuglen, før den går til blund, end kvidrer lidt en stund. I mosen kvækker højt en frø, stærkt damper mark og sø, nu klokken tier, - aft'nens fred sig stille sænker ned.