Stille, hjerte, sol går ned
Stille, hjerte, sol går ned, sol går ned på heden, dyr går hjem fra dagens béd, storken står i reden. Stille, hjerte, sol går ned.
Tavshed over hedesti og langs veje krumme. En forsinket humlebi ene høres brumme. Stille, hjerte, sol går ned.
Viben slår et enligt slag over mosedammen, før den under frytlens tag folder vingen sammen. Stille, hjerte, sol går ned.
Fjerne ruder østerpå blusser op i gløden, hededamme bittesmå spejler aftenrøden. Stille, hjerte, sol går ned.