Jeppe Aakjærs sangagtige vers følger solnedgangen over heden og beder hjertet om ro. Hver strofe fanger et lille syns- eller lydindtryk: dyr, der vender hjem fra dagens bed, en stork i reden, en forsinket humlebi, en vibe, der slår et enligt vingeslag over mosedammen, og fjerne ruder, der blusser i aftenrøden. Lydene er få og dæmpede, og selv de små bevægelser virker afsluttede. Det er ikke en fortælling om ydre begivenheder, men en stemning, der vokser frem gennem gentagelsen af omkvædet.
Følelsen er blid vemod og afdæmpet ro. Taleren prøver at dæmpe sin egen uro, næsten som om omkvædet var en vuggesang eller en indre besværgelse. Naturen bliver langsommere, lyset falmer, og dagen slutter uden dramatik. Solen nævnes i hver strofe, men aldrig som et drama; den er blot dagens rolige afslutning. Tilbage er en varm, næsten højtidelig aftenstilhed, hvor hjertet opfordres til at give slip og finde samme fred som heden.