Viggo Stuckenbergs «Sommeraften» begynder i et nu, hvor solen netop er gået ned, og alting falder til ro. Allerede i første strofe sættes to størrelser over for hinanden: den store verden og den lille rede. Der er ikke tale om en voldsom naturscene, men om en næsten andægtig stilhed, hvor det ydre og det indre spejler hinanden. Ordet „ganske“ forstærker stilheden, så den ikke blot er fravær af lyd, men en tilstand.
Formen er fire korte strofer med fire linjer hver. Første og fjerde linje rimer i hver strofe, mens anden og tredje står åbne, hvilket giver et roligt, men ikke fastlåst mønster. Linjerne er korte og falder næsten som åndedrag; de mange bløde konsonanter giver sproget en hviskende klang. Billederne er hentet fra en sommeraften i et hjem: solen er gået ned, luften strømmer ind gennem „Rankens Rifter“, og gardinet vifter sagte. Man mærker den svale træk, ser gardinets bevægelse og fornemmer skumringen.
I tredje strofe skifter billedet karakter. De „bløde Taager“ breder deres „klamme Lin“ om „Dagens Feberhede“. Ordet „Lin“ peger mod sygelejet, mod forbindinger og lagner, og dagen selv får feber. Det er ikke kun dagens varme, der køles ned; det er også en ophidset eller syg tilstand, der bliver forbundet med noget klamt og dæmpende. Tågen lægger sig som et køligt klæde over det, der har været for varmt og for anspændt.
Så vender digtet sig direkte til „Stakkels, syge Hjærte!“. De to udråbstegn i fjerde strofe er digtets eneste kraftige følelsesudbrud, og de står skarpt mod den foregående stilhed. Hjertet får lov til at blotte sit sår, for aftenluften skygger køligt om smerten. Der er ingen helbredelse eller trøst i form af ord; smerten forsvinder ikke. Men aftenen lægger en kølig skygge omkring den, som en hånd der ikke rører ved såret, men beskytter det. Ordet „faar“ er væsentligt: det er ikke en ordre, men en tilladelse. Først når dagen er gået ned, og verden er stille, kan det syge hjerte vise sit sår uden at blive blændet af dagens skarpe lys.
Digtets betydning ligger i denne tætte forbindelse mellem natur og sind. Sommeraftenen er ikke bare baggrund; den er en omsorgsfuld tilstand, der gør det muligt at være svag. Den lille rede i første strofe bliver et sted, hvor det private og sårbare kan ånde ud. Samtidig rummer ordene „klamme“ og „Taager“ en tvetydighed: aftenen er ikke ren og klar, men blød, fugtig, måske lidt tung. Lindringen er derfor ikke højstemt eller sentimental. Den er kølig, stille og næsten anonym, præcis som aftenluften selv.
Stuckenbergs særlige styrke i «Sommeraften» er, at han får en hel sindsstemning til at opstå af ganske få elementer: en solnedgang, en vindueskarm, en gardinbevægelse, en tåge. Digtet forklarer ikke, hvad hjertet fejler, eller hvorfor det lider. Netop derved bliver det en øvelse i at læse stemninger: smerten får ikke en løsning, men et køligt sted at være. Derfor er det ikke bare en sommeraften; det er et rum for det, der ellers ikke kan siges.