Most read ▸
Viggo Stuckenberg
Nu er Solen nede;
der er ganske stille
i den store Verden,
i den lille Rede.
Gennem Rankens Rifter
strømmer Aftenluften
ind igennem Vindvet,
og Gardinet vifter.
Bløde Taager brede
i den svale Skumring
deres klamme Lin om
Dagens Feberhede.
Stakkels, syge Hjærte!
du faar blotte Saaret!
Aftenluften skygger
køligt om din Smerte.
Der er ingenting i Verden saa stille som Sne,
naar den sagte gennem Luften daler,
dæmper Dine Skridt,
tysser, tysser blidt
paa de Stemmer, der for højlydt taler.
Der er ingenting i Verden med en Renhed som Sne,
Svanedun fra Himlens hvide Vinger.
Paa Din Haand et Fnug
er som Taaredug.
Hvide Tanker tyst i Dans sig svinger.
Der er ingenting i Verden, der kan mildne som Sne.
Tys, du lytter, til det Tavse klinger.
Oh, saa fin en Klang,
Sølverklokkesang
inderst inde i Dit Hjerte ringer.