I Thøger Larsens «Danmark, nu blunder den lyse nat» er der ikke tale om et landkort eller en politisk størrelse, men om et levende væsen, der kan sove og vågne, holde om sine børn og blive set med en moders øjne. Digtet beskriver den danske sommer og den lyse nat, men dets centrale idé rækker videre: Danmark forstås som en organisme, hvor natur, fortid og hverdag glider sammen i en næsten tidløs harmoni.
Stroferne følger et fast, sangbart mønster på seks linjer. Rimene falder ofte i første, tredje og fjerde linje, som i "nat / krat / Kattegat" eller "græs / læs / næs", mens strofens sidste linjer klinger blødere, næsten som en vuggevise. Rytmen er rolig og regelmæssig, med korte linjer og mange bløde vokaler, og betoningen lægger sig naturligt på tre eller fire tunge stavelser pr. linje. Henvendelsen "Danmark, nu..." gentages som et kærligt du, ikke som en højtidelig påkaldelse, og det gør nationen nærværende på samme måde som en sovende i sengen ved siden af. Selv ordet "blunder" peger mod det fredelige: natten er ikke mørk og truende, men døsig og lys.
Allerede i første strofe bliver natten sanselig og tryg. Den lyse nat "blunder" bag sengen, mens gøgen kukker, og Vesterhavet og Kattegat synger "sagte som sang ved vugger." De to farvande lægger sig som lydkulisser om landet, og sammenligningen med vuggesang slår tonen an: Danmark vugges, lyttes til og passes. Anden strofe vækker dette væsen med "søer blå, mætte som moderøjne." Øjnene er ikke blot blå som vand; de er mætte, fyldte af ro og omsorg. Alt, hvad der ligger i Danmarks arme, får solen lov at skinne på, og det "yppigt glider / frem af forgangne tider." Her forbindes frodighed med fortid: det nuværende liv vokser ud af noget, der allerede har levet.
Tiden er en gennemgående understrøm. Lærkerne, der lige er hoppet af æg i foråret, opløses næsten i himlens lys, og deres toner går ned med lyset – "samme sang som i tusind år." Sangen gentages, generation efter generation, og "lykken fra glemte gruber / klinger af unge struber." Fortidens glemte dybder bæres videre af unge stemmer. Digtet holder ikke fortiden på afstand, men lader den klinge i det helt nære, næsten som en melodi man ikke ved, hvor kommer fra.
Sanserne åbner sig i fjerde og femte strofe. Hyldeduft trænger ind i stuen "ude fra Danmarks haver"; kornet modnes i sommervinden. Midt i blidheden står hanegalskabet som noget skarpt, "hvæsset som kniv mod stene." Billedet er overraskende, fordi det bryder idyllen med en klar lyd, der vækker de "lyse sind" – ikke voldsomt, men præcist. Derefter foldes landskabet ud i en panoramisk række: køer, heste, får, åbne lader for fulde læs, sejl forbi klinter og næs, byger der kommer og går. Det er ikke en statisk kulisse, men en sommer i bevægelse, fyldt med vejr, dyr, arbejde og sejlads. "Det er den danske sommer," hedder det enkelt, som om alle sanserne til sidst kan samles i én konstatering.
Sidste strofe vender tilbage til det lyse og det menneskelige. Pigernes latter, lyse hår og blå øjne spejler de blå søer og den lyse nat. Legen "får aldrig ende," og pigernes skikkelser "mildt om et evigt Danmark spår." Ordet "spår" er vigtigt: det handler ikke om en rationel forudsigelse, men om en blid profeti, hvor sol, grønne sletter, lykke og lyse nætter hører sammen. De lyse nætter fra første strofe vender tilbage og lukker digtet som en ring.
Betydningen ligger i denne sammensmeltning af sansning og nationalfølelse. Danmark bliver ikke beskrevet udefra, men oplevet indefra som en krop med åndedræt, arme og øjne. Samtidig gør digtet sommerens gentagelser – sangen, duften, kornet, legen – til tegn på noget evigt. Det er ikke en aggressiv nationalisme, men en inderlig og jordisk kærlighed til et landskab, der bærer fortiden videre i unge stemmer.