I «Solopgang» sidder jeget alene ved Marmorkilden og ser ud over havet, før solen står op. Alt er dæmpet og ventende: tågen ligger blegt over vandet, kastanjerne er stille, og kun en enlig vind og en gråspurv bryder tavsheden i det spøgelsesagtige morgenskær. Bølgerne vækker en stille længsel efter en fjern og savnet strand, og skibenes lanterner forstærker den drømmende, næsten melankolske stemning.
Midtvejs skifter billedet brat: himlen antændes som en ildpalme, havet glitrer, og solen stiger som en gylden, kongelig flamme over kysternes bølgende kamme. Til sidst rødmer landskabet, livet retter sig op, og mørket og døden erklæres for flygtet. Digtet bevæger sig dermed fra ensom venten og længsel til en næsten religiøs forløsning og begejstring ved solopgangen. Særligt det sidste udråb om solens opstandelse giver øjeblikket en påskelignende kraft. Man mærker, hvordan den ydre nat bliver et billede på håb og fornyelse.