Mest lästa ▸
Sigbjørn Obstfelder
Julaften med julelys i vinduerne,
bugnende juletrær i storstuerne,
julesang ud gjennem dørsprækkerne!
Jeg vanked alene i gaderne
og lytted til barnesangene.
Jeg satte mig ned paa trapperne
og tænkte paa min døde mor.
Og jeg gik ud paa markerne —
ud — blandt stjernerne.
Min skygge gled hen over skyggerne
af dødningearmede trær.
Jeg fandt et lig mellem sneglimtene,
snejulelysene,
et lig, som endnu bævrede,
en stakkels frostdød spurv.
Og jeg gik hjem til mit tagkammer
En Vildand svømmer stille
ved Øens høie Kyst,
de klare Bølger spille
omkring dens rene Bryst.
En Jæger gaar og bøier
sig i den steile Ur,
og skyder saa for Løier
det smukke Kreatur.
Og Fuglen kan ei drage
til Redens lune Skjød,
og Fuglen vil ei klage
sin Smerte og sin Nød.
Og derfor taus den dukker
dybt i den mørke Fjord,
og Bølgen koldt sig lukker,
og sletter ud dens Spor.
Gyldenlak, før du din Glands har tabt,
da er jeg Det, hvoraf Alt er skabt;
ja før du mister din Krones Guld,
da er jeg Muld.
Idet jeg raaber: med Vindvet op!
mit sidste Blik faaer din Gyldentop.
Min Sjel dig kysser, idet forbi
den flyver fri.
Togange jeg kysser din søde Mund.
Dit er det første med Rettens Grund.
Det andet give du, Kjære husk,
min Rosenbusk!
Udsprungen faaer jeg den ei at see;
thi bring min Hilsen, naar det vil skee;
og siig, jeg ønsker, at paa min Grav
den blomstred’ af.
Min hvide svane,
du stumme, du stille;
hverken slag eller trille
lod sangrøst ane.
Angst beskyttende
alfen, som sover, —
altid lyttende,
gled du henover.
Men sidste mødet,
da eder og øjne
var lønlige løgne, —
ja da, da lød det!
I toners føden
du slutted din bane.
Du sang i døden; —
du var dog en svane!
Ingerid Sletten av Sillejord
hadde hverken sølv eller gull,
men en liten hue av farvet ull,
som hun hadde fåt utav mor.
En liten hue av farvet ull,
hadde hverken stas eller fôr,
men fattigt minne om far og mor,
der skinte langt mer æn gull.
Hun gjæmte huen i tyve år,
måtte ikke slite den ud!
Jeg bærer den vel engang som brud,
når jeg for alteret går.
Hun gjæmte huen i tredive år,
måtte ikke skjæmme den ud!
Så bærer jeg den så glad som brud,
når jeg for Vor Herre står.