En svane

Min hvide svane, du stumme, du stille; hverken slag eller trille lod sangrøst ane.

Angst beskyttende alfen, som sover, — altid lyttende, gled du henover.

Men sidste mødet, da eder og øjne var lønlige løgne, — ja da, da lød det!

I toners føden du slutted din bane. Du sang i døden; — du var dog en svane!