Most read ▸
Sigbjørn Obstfelder
Mørkets taage sænker sig over trær, over plæner,
bladene har ingen farver, græsset har intet grønt.
Lygternes blus er mørkets gule pupiller —
gule pupiller, som vider sig ud saa sælsomt.
Ingen er der, som ler eller sukker i parkens gange.
Jeg hoster. Min hosten lyder som spøgelseharken.
Jeg gaar. Mine skridt er som spøgelseskridt.
Men i parkens mørkeste gang, hvor lygter ei brænder
sidder skjult mellem trær paa en ensom bænk en skjøge.
Der er slør for de blege kinder, sort slør —
bag det sorte slør er der øine, som sælsomt glimter.
Og jeg gribes af en vemodig, natlig glæde,
ved at møde i mørket, i den døde nat, et menneske.
Jeg sætter mig ned stille, drar sløret tilside taust,
Vaarnatten stille og sval
favner den slumrende Dal.
Elvene nynne de lange
dæmpede, dyssende Sange.
Alfer sukke
for de smukke
Lilier: „O, tager os tilfange!“
Fjeldtoppens sølvblege Skjær
viser at Maanen er nær;
over de samlede Graner
Skyerne svæve som Svaner.
Snart vil blide
Straaler glide
over al den Herlighed, du aner.
Luk dog ei Øiet inat,
vaag med Erindringens Skat!
O, vær hilset atter og velsignet
blide Aand, fra Salighedens Hjem!
Ingen Glæde paa min Vei har lignet
den, du kaldte af min Vaardrøm frem;
ingen Kval kan falde paa min Hjerte
tungt som den, du klaged i min Favn.
O, du Salige, i Fryd og Smerte
har min Sjel en Gjenlyd af dit Navn.
Alt er følt, fuldkommet og erindret,
Alt fornyes evig i mit Sind;
mildt og ømt har Sorgen, der er lindret,
spredet Mindets Fred om mine Trin.
Sorgen vaaged hvor din Aske blunder,
og den vandred gjennem Ørkner hen,
og tilsidst, ved Kjerlighedens Under,
fik jeg dig du Salige igjen.
Til hende stod mine tanker
hver en sommerlys nat;
men vejen den bar til elven
i det duggede orekrat.
Hej, kender du gru og sange,
kan du kogle den dejliges sind,
så i store kirker og sale
hun mener at følge dig ind!
Jeg maned den våde af dybet;
han spilled mig bent fra Gud; —
men da jeg var bleven hans mester,
var hun min broders brud.
I store kirker og sale
mig selv jeg spilled ind,
og fossens gru og sange
veg aldrig fra mit sind.
Min hvide svane,
du stumme, du stille;
hverken slag eller trille
lod sangrøst ane.
Angst beskyttende
alfen, som sover, —
altid lyttende,
gled du henover.
Men sidste mødet,
da eder og øjne
var lønlige løgne, —
ja da, da lød det!
I toners føden
du slutted din bane.
Du sang i døden; —
du var dog en svane!
Nu takk for alt, ifra vi var små
og lekte sammen i skog og lage’.
Jeg tænkte, leken den skulde gå
op i de grånende dage.
Jeg tænkte, leken den skulde gå
ut fra de løvede, lyse birke,
dit frem hvor Solbakkehuse stå,
og til den rødmalte kirke.
Jeg sat og væntet så mangen kvæll
og så dit bort under granehejen;
men skygge gjorde det mørke fjæll,
og du, du fant ikke vejen.
Jeg sat og væntet og tænkte tit:
når dagen lider, han vejen vover.
Og lyset sluktes og brænte litt,
og dagen kom og gik over.
Prinsessen sat højt i sit jomfrubur,
smågutten gik nede og blåste på lur.
„Hvi blåser du altid? Ti stille, du små!
Det hæfter min tanke, som vide vil gå,
nu når sol går ned.“
Prinsessen sat højt i sit jomfrubur,
smågutten lot være at blåse på lur.
„Hvi tier du stille? Blås mere, du små!
Det løfter min tanke, som vide vil gå,
nu når sol går ned.“
Prinsessen sat højt i sit jomfrubur,
smågutten tok atter og blåste på lur.
Da gråt hun i aftnen og sukkede ud:
„O sig mig, hvad er det mig fejler, min Gud! —
Nu gik solen ned.“