Synnøves sang

Nu takk for alt, ifra vi var små og lekte sammen i skog og lage’. Jeg tænkte, leken den skulde gå op i de grånende dage.

Jeg tænkte, leken den skulde gå ut fra de løvede, lyse birke, dit frem hvor Solbakkehuse stå, og til den rødmalte kirke.

Jeg sat og væntet så mangen kvæll og så dit bort under granehejen; men skygge gjorde det mørke fjæll, og du, du fant ikke vejen.

Jeg sat og væntet og tænkte tit: når dagen lider, han vejen vover. Og lyset sluktes og brænte litt, og dagen kom og gik over.

Det stakkars øjet er blevet vant, det kan så sent med at vænde synet; det kjænner slet ingen annen kant, og brænner sårt under brynet.

De nævner sted, der jeg trøst kan få; det er i kirken bak Fagerliden; men bed mig ikke om dit at gå, — han sitter like ved siden.

— Men godt, så vet jeg dog, hvem det var, som lagde gårdene mot hværandre, og vej for synet i skogen skar og gav det lov til at vandre.

Men godt, så vet jeg dog, hvem det var, som satte stoler til kirkebor’et, og gjorde, at de går par om par fremover like mot koret.