Til dig

Til dig, du kjæreste, kun dig, min deilige vaar, min ungdom, mit følge paa somrens vei —!

Husker du foraarets tid dér, hvor veien kom gjennem parken under de solblaa trær?

Det bugned og sprak i ru mark, og stammerne drak af solen gjennem den brustne bark!

Du bar med et trodsigt og blankt smil din herlige dronningkappe, overgydt af April!

Dit haar var en skinnende ung fest, hvor blomsterne slang og svinget slig som de kunde det best — —

Da syntes vi begge, vor blaa vaar burde jo ha som sommer alle de kommende aar!