Most read ▸
Olaf Bull
Til dig, du kjæreste, kun dig,
min deilige vaar, min ungdom,
mit følge paa somrens vei —!
Husker du foraarets tid dér,
hvor veien kom gjennem parken
under de solblaa trær?
Det bugned og sprak i ru mark,
og stammerne drak af solen
gjennem den brustne bark!
Du bar med et trodsigt og blankt smil
din herlige dronningkappe,
overgydt af April!
Dit haar var en skinnende ung fest,
hvor blomsterne slang og svinget
slig som de kunde det best — —
Da syntes vi begge, vor blaa vaar
Kringsatt av fiender, gå
inn i din tid!
Under en blodig storm –
vi deg til strid!
Kanskje du spør i angst,
udekket, åpen:
hva skal jeg kjempe med,
hva er mitt våpen?
Her er ditt vern mot vold,
her er ditt sverd:
troen på livet vårt,
menneskets verd.
For all vår fremtids skyld,
søk det og dyrk det,
dø om du må – men:
øk det og styrk det!
Den Egn, hvori min Vei er lagt
Og hvor min Arne staar,
Den har for mig en Yndets Magt,
Der voxer Aar for Aar.
En Fremmed ser fra Bjerget ned
Paa Bygd og Stad og Bugt,
Og har et Syn at standse ved,
Saa vidt-udstrakt og smukt.
Men Den, der vandt i Dalens Favn
En rig Erindrings Flor,
Han dvæler der i Fryd og Savn
Ved Mindets friske Spor. —
Naturens Liv fornyer det
Med Glædes-Tegn og Suk,
Og fængsler ham til mangen Plet,
Der kun for ham er smuk.