Fra mezzaninvinduet

Samtidige i rummets bleke dage staar jeg og hun, min slanke elskerinde. Vi drikker med vort hjertes gjemte pulser den samme stund, som til os begge rinder — og stille skal vi staa og kløve lyset, der er fra tider, da vi ikke levet, og som vil strømme med sit skraae skjær dybt ind i tider, da vi ikke er — — —

Og der er døde sommerdøgn i lyset, som hælder gjennem vindvets løvguirlandre — og denne dybe kveld vil gaa tilbage og flyde tonløst sammen med de andre! Naar streifed det mig sidst, det lys som blinder —? det meningsløse, rige straaleskin, som tænder dunet paa en kvindes kinder, der ikke aner hvorfor hun er min?

Vi staar i drømmedrysset ifra solen, som flimrer bag den overbøide pinje; jeg ser din hofte gjennem blaatøiskjolen, hvor den er endelig i form og linje. Jeg ser paa dine solbelyste hænder med perlefine porer i sin hud, hvor alt er nært og fast! Hvor alting ender! og ingenting er evighed, o Gud!

Men fjernt paa sletten ser jeg ogsaa lue Soractes gamle bjerg og Tiburs høie, og pinjekronen over vindvets bue blir nu en haand, som skygger over øiet. Og fra en anden mezzanin man spiller — Chopin — og vakt af hvide hænder raser i søvnløs ring hans liljebleke triller bag tunge, rosenfyldte romervaser.