Most read ▸
Fra mezzaninvinduet
Samtidige i rummets bleke dage
staar jeg og hun, min slanke elskerinde.
Vi drikker med vort hjertes gjemte pulser
den samme stund, som til os begge rinder —
og stille skal vi staa og kløve lyset,
der er fra tider, da vi ikke levet,
og som vil strømme med sit skraae skjær
dybt ind i tider, da vi ikke er — — —
Og der er døde sommerdøgn i lyset,
som hælder gjennem vindvets løvguirlandre —
og denne dybe kveld vil gaa tilbage
og flyde tonløst sammen med de andre!
Naar streifed det mig sidst, det lys som blinder —?
det meningsløse, rige straaleskin,
som tænder dunet paa en kvindes kinder,
der ikke aner hvorfor hun er min?