Les plus lus ▸
Olaf Bull
Til dig, du kjæreste, kun dig,
min deilige vaar, min ungdom,
mit følge paa somrens vei —!
Husker du foraarets tid dér,
hvor veien kom gjennem parken
under de solblaa trær?
Det bugned og sprak i ru mark,
og stammerne drak af solen
gjennem den brustne bark!
Du bar med et trodsigt og blankt smil
din herlige dronningkappe,
overgydt af April!
Dit haar var en skinnende ung fest,
hvor blomsterne slang og svinget
slig som de kunde det best — —
Da syntes vi begge, vor blaa vaar
Samtidige i rummets bleke dage
staar jeg og hun, min slanke elskerinde.
Vi drikker med vort hjertes gjemte pulser
den samme stund, som til os begge rinder —
og stille skal vi staa og kløve lyset,
der er fra tider, da vi ikke levet,
og som vil strømme med sit skraae skjær
dybt ind i tider, da vi ikke er — — —
Og der er døde sommerdøgn i lyset,
som hælder gjennem vindvets løvguirlandre —
og denne dybe kveld vil gaa tilbage
og flyde tonløst sammen med de andre!
Naar streifed det mig sidst, det lys som blinder —?
det meningsløse, rige straaleskin,
som tænder dunet paa en kvindes kinder,
der ikke aner hvorfor hun er min?
Den Egn, hvori min Vei er lagt
Og hvor min Arne staar,
Den har for mig en Yndets Magt,
Der voxer Aar for Aar.
En Fremmed ser fra Bjerget ned
Paa Bygd og Stad og Bugt,
Og har et Syn at standse ved,
Saa vidt-udstrakt og smukt.
Men Den, der vandt i Dalens Favn
En rig Erindrings Flor,
Han dvæler der i Fryd og Savn
Ved Mindets friske Spor. —
Naturens Liv fornyer det
Med Glædes-Tegn og Suk,
Og fængsler ham til mangen Plet,
Der kun for ham er smuk.
O, vær hilset atter og velsignet
blide Aand, fra Salighedens Hjem!
Ingen Glæde paa min Vei har lignet
den, du kaldte af min Vaardrøm frem;
ingen Kval kan falde paa min Hjerte
tungt som den, du klaged i min Favn.
O, du Salige, i Fryd og Smerte
har min Sjel en Gjenlyd af dit Navn.
Alt er følt, fuldkommet og erindret,
Alt fornyes evig i mit Sind;
mildt og ømt har Sorgen, der er lindret,
spredet Mindets Fred om mine Trin.
Sorgen vaaged hvor din Aske blunder,
og den vandred gjennem Ørkner hen,
og tilsidst, ved Kjerlighedens Under,
fik jeg dig du Salige igjen.
I Sorgens Dal jeg stirred
Paa Grunden, hvor jeg gik,
Og tvivlsom og fordunklet
Laa Stien for mit Blik.
Men overalt, hvor Sorgen
Sin Dugg har drysset ned,
Der er en Blomst oprunden
Af Grundens Dunkelhed.
Nu ser jeg tit tilbage,
Og studser ved min Vei,
Hvis Tvivl og dybe Mørke,
Hvis Angster glemmes ei.
Men trøstet og forsonet
Jeg mindes nu min Kval,
Og Blomster-Stien viser
Min Gang i Sorgens Dal.
Til hende stod mine tanker
hver en sommerlys nat;
men vejen den bar til elven
i det duggede orekrat.
Hej, kender du gru og sange,
kan du kogle den dejliges sind,
så i store kirker og sale
hun mener at følge dig ind!
Jeg maned den våde af dybet;
han spilled mig bent fra Gud; —
men da jeg var bleven hans mester,
var hun min broders brud.
I store kirker og sale
mig selv jeg spilled ind,
og fossens gru og sange
veg aldrig fra mit sind.
Ingerid Sletten av Sillejord
hadde hverken sølv eller gull,
men en liten hue av farvet ull,
som hun hadde fåt utav mor.
En liten hue av farvet ull,
hadde hverken stas eller fôr,
men fattigt minne om far og mor,
der skinte langt mer æn gull.
Hun gjæmte huen i tyve år,
måtte ikke slite den ud!
Jeg bærer den vel engang som brud,
når jeg for alteret går.
Hun gjæmte huen i tredive år,
måtte ikke skjæmme den ud!
Så bærer jeg den så glad som brud,
når jeg for Vor Herre står.