Lysræd

Den tid jeg gik i skolen var mod nok i mit sind, — at sige, så længe til solen gik under bag bergets tind.

Men lagde sig nattens skygge udover ås og myr, da skræmte mig spøgelser stygge fra sagn og fra eventyr.

Og bare jeg lukked øjet, jeg drømte så meget og mangt, — og alt mit mod var fløjet — Gud vide må hvor langt.

Nu er der en forandring med alting i mit sind; nu går mit mod på vandring ved morgensolens skin.

Nu er det dagens trolde, nu er det livets larm, som drysser alle de kolde rædsler i min barm.

Jeg gemmer mig under fligen af mørkets skræmsels-slør; da ruster sig al min higen så ørnedjerv som før.

Da trodser jeg hav og flammer; jeg sejler som falk i sky, jeg glemmer angst og jammer — til næste morgengry.

Men fattes mig nattens foerværk, jeg véd ej mit arme råd; — ja, øver jeg engang et storværk, så blir det en mørkets dåd.