Poems on the topic: mørke

Poems on the topic “mørke” on Poets.by.

Most read ▸

Sigbjørn Obstfelder

Navnløs

Mørkets taage sænker sig over trær, over plæner, bladene har ingen farver, græsset har intet grønt. Lygternes blus er mørkets gule pupiller — gule pupiller, som vider sig ud saa sælsomt. Ingen er der, som ler eller sukker i parkens gange. Jeg hoster. Min hosten lyder som spøgelseharken. Jeg gaar. Mine skridt er som spøgelseskridt. Men i parkens mørkeste gang, hvor lygter ei brænder sidder skjult mellem trær paa en ensom bænk en skjøge. Der er slør for de blege kinder, sort slør — bag det sorte slør er der øine, som sælsomt glimter. Og jeg gribes af en vemodig, natlig glæde, ved at møde i mørket, i den døde nat, et menneske. Jeg sætter mig ned stille, drar sløret tilside taust,
Read the poemLearn by heart
AnxiousHenrik Ibsen

Lysræd

Den tid jeg gik i skolen var mod nok i mit sind, — at sige, så længe til solen gik under bag bergets tind. Men lagde sig nattens skygge udover ås og myr, da skræmte mig spøgelser stygge fra sagn og fra eventyr. Og bare jeg lukked øjet, jeg drømte så meget og mangt, — og alt mit mod var fløjet — Gud vide må hvor langt. Nu er der en forandring med alting i mit sind; nu går mit mod på vandring ved morgensolens skin.

Describe a feeling — we’ll find a poem

Or try: