Henrik Ibsen

Ederfuglen i Norge bor; der holder han til ved den blygrå fjord.

Han plukker af brystet de bløde dun, og bygger sig rede både varm og lun.

Men fjordens fisker har stålsat hug; han plyndrer redet til sidste fnug.

Er fiskeren grum, så er fuglen varm; han ribber igen sin egen barm.

Og plyndres han atter, så klæder han dog sit rede påny i en velgemt krog.

Men røves hans tredje, hans sidste skat, — da spiler han vinger en forårs-nat.

Da kløver han skodden med blodigt bryst; — mod syd, mod syd til en solskins-kyst!

Min hvide svane, du stumme, du stille; hverken slag eller trille lod sangrøst ane.

Angst beskyttende alfen, som sover, — altid lyttende, gled du henover.

Men sidste mødet, da eder og øjne var lønlige løgne, — ja da, da lød det!

I toners føden du slutted din bane. Du sang i døden; — du var dog en svane!

Den tid jeg gik i skolen var mod nok i mit sind, — at sige, så længe til solen gik under bag bergets tind.

Men lagde sig nattens skygge udover ås og myr, da skræmte mig spøgelser stygge fra sagn og fra eventyr.

Og bare jeg lukked øjet, jeg drømte så meget og mangt, — og alt mit mod var fløjet — Gud vide må hvor langt.

Nu er der en forandring med alting i mit sind; nu går mit mod på vandring ved morgensolens skin.

Nu er det dagens trolde, nu er det livets larm, som drysser alle de kolde rædsler i min barm.

Jeg gemmer mig under fligen af mørkets skræmsels-slør; da ruster sig al min higen så ørnedjerv som før.

Da trodser jeg hav og flammer; jeg sejler som falk i sky, jeg glemmer angst og jammer — til næste morgengry.

Men fattes mig nattens foerværk, jeg véd ej mit arme råd; — ja, øver jeg engang et storværk, så blir det en mørkets dåd.

Se, min bedste, hvad jeg bringer; blomsten med de hvide vinger. På de stille strømme båren svam den drømmetung i våren.

Vil du den til hjemmet fæste, fæst den på dit bryst, min bedste; bag dens blade da sig dølge vil en dyb og stille bølge.

Vogt dig, barn, for tjernets strømme. Farligt, farligt der at drømme! Nøkken lader som han sover; — liljer leger ovenover.

Barn, din barm er tjernets strømme. Farligt, farligt der at drømme; — liljer leger ovenover; — nøkken lader som han sover.

Til hende stod mine tanker hver en sommerlys nat; men vejen den bar til elven i det duggede orekrat.

Hej, kender du gru og sange, kan du kogle den dejliges sind, så i store kirker og sale hun mener at følge dig ind!

Jeg maned den våde af dybet; han spilled mig bent fra Gud; — men da jeg var bleven hans mester, var hun min broders brud.

I store kirker og sale mig selv jeg spilled ind, og fossens gru og sange veg aldrig fra mit sind.