En Vaarnat

Vaarnatten stille og sval favner den slumrende Dal. Elvene nynne de lange dæmpede, dyssende Sange. Alfer sukke for de smukke Lilier: „O, tager os tilfange!“

Fjeldtoppens sølvblege Skjær viser at Maanen er nær; over de samlede Graner Skyerne svæve som Svaner. Snart vil blide Straaler glide over al den Herlighed, du aner.

Luk dog ei Øiet inat, vaag med Erindringens Skat! Her, mens du sidder alene, aabner sig Mindernes Scene, her vil fromme Skygger komme vinkende blandt maanelyse Grene.

Hør hvor de hviske dig ømt Alt hvad din Længsel har drømt, see hvor de bringe tilbage Gjenskin af fagrere Dage! Lad det tindre; det vil lindre Smerten i dit Savn og i din Klage.