Johan Sebastian Welhaven

Vaarnatten stille og sval favner den slumrende Dal. Elvene nynne de lange dæmpede, dyssende Sange. Alfer sukke for de smukke Lilier: „O, tager os tilfange!“

Fjeldtoppens sølvblege Skjær viser at Maanen er nær; over de samlede Graner Skyerne svæve som Svaner. Snart vil blide Straaler glide over al den Herlighed, du aner.

Luk dog ei Øiet inat, vaag med Erindringens Skat! Her, mens du sidder alene, aabner sig Mindernes Scene, her vil fromme Skygger komme vinkende blandt maanelyse Grene.

Hør hvor de hviske dig ømt Alt hvad din Længsel har drømt, see hvor de bringe tilbage Gjenskin af fagrere Dage! Lad det tindre; det vil lindre Smerten i dit Savn og i din Klage.

Den Egn, hvori min Vei er lagt Og hvor min Arne staar, Den har for mig en Yndets Magt, Der voxer Aar for Aar.

En Fremmed ser fra Bjerget ned Paa Bygd og Stad og Bugt, Og har et Syn at standse ved, Saa vidt-udstrakt og smukt.

Men Den, der vandt i Dalens Favn En rig Erindrings Flor, Han dvæler der i Fryd og Savn Ved Mindets friske Spor. —

Naturens Liv fornyer det Med Glædes-Tegn og Suk, Og fængsler ham til mangen Plet, Der kun for ham er smuk.

Jeg vandrer tit en ensom Gang I denne blide Egn, Ved Elvebred, paa solbar Vang, Og under Løvets Hegn.

Og hvor jeg standser tankefuld, Og er det Fjerne nær, Der skyder Mindets Blomst af Muld Og af de gamle Trær.

Jeg hører i den stride Elv De svundne Dages Røst, — Den klinger under Lundens Hvælv Fra mangen Sangers Bryst.

Da lever jeg et Liv paa Ny, Hvis Vei blandt Torne faldt Og er dog nu, i Mindets Ly, Velsignet overalt.

Du fagre Dal! Min Ungdoms Skat Har du bevaret ømt. Du ved, hvad jeg i Sorgens Nat Og Haabets Gry har drømt.

Men se, jeg fik et større Held At eie i dit Skjød, End Alt hvad Haabets milde Væld I Savnets Bæger gød.

Bevar da nu mit lyse Hjem I Fagerhed og Fred! Lad søde Minder gro for dem Mit Hjerte hænger ved!

En Rune i dit Skjød er lagt For alle mine Kaar. Du har for mig en Yndets Magt, Der voxer Aar for Aar.

En Vildand svømmer stille ved Øens høie Kyst, de klare Bølger spille omkring dens rene Bryst.

En Jæger gaar og bøier sig i den steile Ur, og skyder saa for Løier det smukke Kreatur.

Og Fuglen kan ei drage til Redens lune Skjød, og Fuglen vil ei klage sin Smerte og sin Nød.

Og derfor taus den dukker dybt i den mørke Fjord, og Bølgen koldt sig lukker, og sletter ud dens Spor.

I Søens dybe Grunde groer Tangen bred og frisk, derunder vil den blunde: der boer den stumme Fisk.