«Synnøves sang» er et vemodig kjærlighetsdikt. Det er en inderlig, neddempet sang om å vente på et menneske og om såret ventingen setter. Jeg-personen takker en barndomsvenn for alt de delte, men erkjenner at leken de trodde skulle vare livet ut, aldri førte frem til felles hjem og kirke. De lyse bjørkene og den rødmalte kirken står for drømmen om et voksent liv sammen. Hun har ventet lenge og stirret mot stien under granekammen, men han fant ikke veien. Savnet har brent seg fast i blikket hennes; hun klarer nesten ikke lenger å se noe annet sted. Når andre foreslår kirken som trøst, svarer hun at det er umulig – han sitter like ved, og nærheten gjør savnet verre. Stemningen er stille, sår og innestengt. Likevel slutter diktet med en tillit: hun vet at noe større har lagt gårdene, stien og kirkebenkene til rette, og at par går fremover mot koret. Det gir en dempet forsoning midt i sorgen.
Synnøves sang — Sammendrag
Nu takk for alt, ifra vi var små og lekte sammen i skog og lage’. Jeg tænkte, leken den skulde gå op i de grånende dage.
Jeg tænkte, leken den skulde gå ut fra de løvede, lyse birke, dit frem hvor Solbakkehuse stå, og til den rødmalte kirke.
Jeg sat og væntet så mangen kvæll og så dit bort under granehejen; men skygge gjorde det mørke fjæll, og du, du fant ikke vejen.
Jeg sat og væntet og tænkte tit: når dagen lider, han vejen vover. Og lyset sluktes og brænte litt, og dagen kom og gik over.
Det stakkars øjet er blevet vant, det kan så sent med at vænde synet; det kjænner slet ingen annen kant, og brænner sårt under brynet.
De nævner sted, der jeg trøst kan få; det er i kirken bak Fagerliden; men bed mig ikke om dit at gå, — han sitter like ved siden.
— Men godt, så vet jeg dog, hvem det var, som lagde gårdene mot hværandre, og vej for synet i skogen skar og gav det lov til at vandre.
Men godt, så vet jeg dog, hvem det var, som satte stoler til kirkebor’et, og gjorde, at de går par om par fremover like mot koret.