Vildgjæs, vildgjæs i hvide flokker
solskinsveir.
Ællingen spanker i gule sokker
fine klær.
Ro, ro til fiskeskjær,
lunt det er omkring holmen her.
Sjøen ligger så stille.
Bro, bro brille.
Løs dit guldhår og snør din kyse,
du min skat.
Så skal vi danse den lune, lyse
juninat.
Vent, vent - til Sanktehans
står vort bryllup med lystig dans.
Alle giger skal spille.
Bro, bro brille.
Der skreg en fugl over øde hav,
langt fra lande.
Den skreg så sårt i den høstgrå dag,
flaksed i brudte, afmægtige slag,
seiled på sorte vinger
bortover hav . . . . . .
. . . . .
En er en, og to er to —
vi hopper i vand,
vi triller i sand.
Zik zak,
vi drypper paa tag,
tik tak,
det regner idag.
Regn, regn, regn, regn,
øsende regn,
pøsende regn,
regn regn, regn, regn,
deilig og vaadt
deilig og raat!
En er en, og to er to —
vi hopper i vand,
vi triller i sand.
Mørkets taage sænker sig over trær, over plæner,
bladene har ingen farver, græsset har intet grønt.
Lygternes blus er mørkets gule pupiller —
gule pupiller, som vider sig ud saa sælsomt.
Ingen er der, som ler eller sukker i parkens gange.
Jeg hoster. Min hosten lyder som spøgelseharken.
Jeg gaar. Mine skridt er som spøgelseskridt.
Men i parkens mørkeste gang, hvor lygter ei brænder
sidder skjult mellem trær paa en ensom bænk en skjøge.
Der er slør for de blege kinder, sort slør —
bag det sorte slør er der øine, som sælsomt glimter.
Og jeg gribes af en vemodig, natlig glæde,
ved at møde i mørket, i den døde nat, et menneske.
Jeg sætter mig ned stille, drar sløret tilside taust,
Kan speilet tale?
Speilet kan tale!
Speilet skal se paa dig hver morgen,
forskende,
se paa dig med det dybe, kloge øie,
— dit eget!
hilse dig med det varme, det mørkeblaa øie:
Er du ren?
Er du tro?
Julaften med julelys i vinduerne,
bugnende juletrær i storstuerne,
julesang ud gjennem dørsprækkerne!
Jeg vanked alene i gaderne
og lytted til barnesangene.
Jeg satte mig ned paa trapperne
og tænkte paa min døde mor.
*
Og jeg gik ud paa markerne —
ud — blandt stjernerne.
Min skygge gled hen over skyggerne
af dødningearmede trær.
Jeg fandt et lig mellem sneglimtene,
snejulelysene,
et lig, som endnu bævrede,
en stakkels frostdød spurv.
