Mest leste ▸
Der skreg en fugl
Der skreg en fugl over øde hav,
langt fra lande.
Den skreg så sårt i den høstgrå dag,
flaksed i brudte, afmægtige slag,
seiled på sorte vinger
bortover hav . . . . . .
. . . . .
Triste dikt
Triste dikt — en samling av de beste verkene på Poemship.
Navnløs
Mørkets taage sænker sig over trær, over plæner,
bladene har ingen farver, græsset har intet grønt.
Lygternes blus er mørkets gule pupiller —
gule pupiller, som vider sig ud saa sælsomt.
Ingen er der, som ler eller sukker i parkens gange.
Jeg hoster. Min hosten lyder som spøgelseharken.
Jeg gaar. Mine skridt er som spøgelseskridt.
Men i parkens mørkeste gang, hvor lygter ei brænder
sidder skjult mellem trær paa en ensom bænk en skjøge.
Der er slør for de blege kinder, sort slør —
bag det sorte slør er der øine, som sælsomt glimter.
Og jeg gribes af en vemodig, natlig glæde,
ved at møde i mørket, i den døde nat, et menneske.
Jeg sætter mig ned stille, drar sløret tilside taust,
Julaften
Julaften med julelys i vinduerne,
bugnende juletrær i storstuerne,
julesang ud gjennem dørsprækkerne!
Jeg vanked alene i gaderne
og lytted til barnesangene.
Jeg satte mig ned paa trapperne
og tænkte paa min døde mor.
Og jeg gik ud paa markerne —
ud — blandt stjernerne.
Min skygge gled hen over skyggerne
af dødningearmede trær.
Jeg fandt et lig mellem sneglimtene,
snejulelysene,
et lig, som endnu bævrede,
en stakkels frostdød spurv.
Og jeg gik hjem til mit tagkammer
Søfuglen
En Vildand svømmer stille
ved Øens høie Kyst,
de klare Bølger spille
omkring dens rene Bryst.
En Jæger gaar og bøier
sig i den steile Ur,
og skyder saa for Løier
det smukke Kreatur.
Og Fuglen kan ei drage
til Redens lune Skjød,
og Fuglen vil ei klage
sin Smerte og sin Nød.
Og derfor taus den dukker
dybt i den mørke Fjord,
og Bølgen koldt sig lukker,
og sletter ud dens Spor.
En svane
Min hvide svane,
du stumme, du stille;
hverken slag eller trille
lod sangrøst ane.
Angst beskyttende
alfen, som sover, —
altid lyttende,
gled du henover.
Men sidste mødet,
da eder og øjne
var lønlige løgne, —
ja da, da lød det!
I toners føden
du slutted din bane.
Du sang i døden; —
du var dog en svane!
Ederfuglen
Ederfuglen i Norge bor;
der holder han til ved den blygrå fjord.
Han plukker af brystet de bløde dun,
og bygger sig rede både varm og lun.
Men fjordens fisker har stålsat hug;
han plyndrer redet til sidste fnug.
Er fiskeren grum, så er fuglen varm;
han ribber igen sin egen barm.
Og plyndres han atter, så klæder han dog
sit rede påny i en velgemt krog.
Men røves hans tredje, hans sidste skat, —
da spiler han vinger en forårs-nat.
Da kløver han skodden med blodigt bryst; —
mod syd, mod syd til en solskins-kyst!
Borte!
De sidste gæster
vi fulgte til grinden;
farvellets rester
tog nattevinden.
I tifold øde
lå haven og huset,
hvor toner søde
mig nys berused.
Det var en fest kun,
før natten den sorte;
hun var en gæst kun, —
og nu er hun borte.
Ingerid Sletten
Ingerid Sletten av Sillejord
hadde hverken sølv eller gull,
men en liten hue av farvet ull,
som hun hadde fåt utav mor.
En liten hue av farvet ull,
hadde hverken stas eller fôr,
men fattigt minne om far og mor,
der skinte langt mer æn gull.
Hun gjæmte huen i tyve år,
måtte ikke slite den ud!
Jeg bærer den vel engang som brud,
når jeg for alteret går.
Hun gjæmte huen i tredive år,
måtte ikke skjæmme den ud!
Så bærer jeg den så glad som brud,
når jeg for Vor Herre står.