Mest leste ▸
Vildgjæs, vildgjæs i hvide flokker
solskinsveir.
Ællingen spanker i gule sokker
fine klær.
Ro, ro til fiskeskjær,
lunt det er omkring holmen her.
Sjøen ligger så stille.
Bro, bro brille.
Løs dit guldhår og snør din kyse,
du min skat.
Så skal vi danse den lune, lyse
juninat.
Vent, vent - til Sanktehans
står vort bryllup med lystig dans.
Alle giger skal spille.
Bro, bro brille.
Til dig, du kjæreste, kun dig,
min deilige vaar, min ungdom,
mit følge paa somrens vei —!
Husker du foraarets tid dér,
hvor veien kom gjennem parken
under de solblaa trær?
Det bugned og sprak i ru mark,
og stammerne drak af solen
gjennem den brustne bark!
Du bar med et trodsigt og blankt smil
din herlige dronningkappe,
overgydt af April!
Dit haar var en skinnende ung fest,
hvor blomsterne slang og svinget
slig som de kunde det best — —
Da syntes vi begge, vor blaa vaar
O, vær hilset atter og velsignet
blide Aand, fra Salighedens Hjem!
Ingen Glæde paa min Vei har lignet
den, du kaldte af min Vaardrøm frem;
ingen Kval kan falde paa min Hjerte
tungt som den, du klaged i min Favn.
O, du Salige, i Fryd og Smerte
har min Sjel en Gjenlyd af dit Navn.
Alt er følt, fuldkommet og erindret,
Alt fornyes evig i mit Sind;
mildt og ømt har Sorgen, der er lindret,
spredet Mindets Fred om mine Trin.
Sorgen vaaged hvor din Aske blunder,
og den vandred gjennem Ørkner hen,
og tilsidst, ved Kjerlighedens Under,
fik jeg dig du Salige igjen.
Gyldenlak, før du din Glands har tabt,
da er jeg Det, hvoraf Alt er skabt;
ja før du mister din Krones Guld,
da er jeg Muld.
Idet jeg raaber: med Vindvet op!
mit sidste Blik faaer din Gyldentop.
Min Sjel dig kysser, idet forbi
den flyver fri.
Togange jeg kysser din søde Mund.
Dit er det første med Rettens Grund.
Det andet give du, Kjære husk,
min Rosenbusk!
Udsprungen faaer jeg den ei at see;
thi bring min Hilsen, naar det vil skee;
og siig, jeg ønsker, at paa min Grav
den blomstred’ af.
Se, min bedste, hvad jeg bringer;
blomsten med de hvide vinger.
På de stille strømme båren
svam den drømmetung i våren.
Vil du den til hjemmet fæste,
fæst den på dit bryst, min bedste;
bag dens blade da sig dølge
vil en dyb og stille bølge.
Vogt dig, barn, for tjernets strømme.
Farligt, farligt der at drømme!
Nøkken lader som han sover; —
liljer leger ovenover.
Barn, din barm er tjernets strømme.
Farligt, farligt der at drømme; —
liljer leger ovenover; —
nøkken lader som han sover.
Agnes, min dejlige sommerfugl,
dig vil jeg legende fange!
Jeg fletter et garn med masker små,
og maskerne er mine sange!
„Er jeg en sommerfugl, liden og skær,
så lad mig af lyngtoppen drikke;
og er du en gut, som lyster en leg,
så jag mig, men fang mig ikke!“
Agnes, min dejlige sommerfugl,
nu har jeg maskerne flettet;
dig hjælper visst aldrig din flagrende flugt, —
snart sidder du fangen i nettet!
„Er jeg en sommerfugl, ung og blank,
jeg lystig i legen mig svinger;
men fanger du mig under nettets spind,
så rør ikke ved mine vinger!“
Nu takk for alt, ifra vi var små
og lekte sammen i skog og lage’.
Jeg tænkte, leken den skulde gå
op i de grånende dage.
Jeg tænkte, leken den skulde gå
ut fra de løvede, lyse birke,
dit frem hvor Solbakkehuse stå,
og til den rødmalte kirke.
Jeg sat og væntet så mangen kvæll
og så dit bort under granehejen;
men skygge gjorde det mørke fjæll,
og du, du fant ikke vejen.
Jeg sat og væntet og tænkte tit:
når dagen lider, han vejen vover.
Og lyset sluktes og brænte litt,
og dagen kom og gik over.