Mest leste ▸
Kan speilet tale?
Speilet kan tale!
Speilet skal se paa dig hver morgen,
forskende,
se paa dig med det dybe, kloge øie,
— dit eget!
hilse dig med det varme, det mørkeblaa øie:
Er du ren?
Er du tro?
Den Egn, hvori min Vei er lagt
Og hvor min Arne staar,
Den har for mig en Yndets Magt,
Der voxer Aar for Aar.
En Fremmed ser fra Bjerget ned
Paa Bygd og Stad og Bugt,
Og har et Syn at standse ved,
Saa vidt-udstrakt og smukt.
Men Den, der vandt i Dalens Favn
En rig Erindrings Flor,
Han dvæler der i Fryd og Savn
Ved Mindets friske Spor. —
Naturens Liv fornyer det
Med Glædes-Tegn og Suk,
Og fængsler ham til mangen Plet,
Der kun for ham er smuk.
I Sorgens Dal jeg stirred
Paa Grunden, hvor jeg gik,
Og tvivlsom og fordunklet
Laa Stien for mit Blik.
Men overalt, hvor Sorgen
Sin Dugg har drysset ned,
Der er en Blomst oprunden
Af Grundens Dunkelhed.
Nu ser jeg tit tilbage,
Og studser ved min Vei,
Hvis Tvivl og dybe Mørke,
Hvis Angster glemmes ei.
Men trøstet og forsonet
Jeg mindes nu min Kval,
Og Blomster-Stien viser
Min Gang i Sorgens Dal.
Du klager Lykken an, min Ven!
At den dit Haab begraver;
Den klager over Dig igjen,
Du er ei værd dens Gaver.