Kan speilet tale?
Speilet kan tale!
Speilet skal se paa dig hver morgen, forskende, se paa dig med det dybe, kloge øie, — dit eget! hilse dig med det varme, det mørkeblaa øie: Er du ren? Er du tro?
Mørkets taage sænker sig over trær, over plæner, bladene har ingen farver, græsset har intet grønt. Lygternes blus er mørkets gule pupiller — gule pupiller, som vider sig ud saa sælsomt. Ingen er der, som ler eller sukker i parkens gange. Jeg hoster. Min hosten lyder som spøgelseharken. Jeg gaar. Mine skridt er som spøgelseskridt.
Men i parkens mørkeste gang, hvor lygter ei brænder sidder skjult mellem trær paa en ensom bænk en skjøge. Der er slør for de blege kinder, sort slør — bag det sorte slør er der øine, som sælsomt glimter.
Og jeg gribes af en vemodig, natlig glæde, ved at møde i mørket, i den døde nat, et menneske.
Jeg sætter mig ned stille, drar sløret tilside taust, nærmer mine øine til hendes, min sjæl til hendes.
Lydløst daler nogle blade. Varsomt lægger jeg øret til hendes hjerte . . . Og brister i graat, graater i hendes kolde hansker, graater og graater, og ved ikke, hvorfor jeg graater,
Hun støder mig ikke bort. Hun tørrer mine øine nænsomt. Og jeg griber hendes hænder i angstfuldt tungsind og ber hende gjemme mig, gjemme mig, gjemme mig.
Mørkets taage sænker sig over trær, over sjæle. Løvet har ingen farver, græsset intet grønt. Men i taagen daler lydløst sorte blade, og i mørket sidder skjult paa en ensom bænk en navnløs, og gjemmer ved det hede bryst en sygs ansigt, og gjemmer i de myge hænder en ræds øine, og ingen uden Gud hører hans saare hulken, og ingen uden Gud hører hendes trøstende hvisken.
En er en, og to er to — vi hopper i vand, vi triller i sand. Zik zak, vi drypper paa tag, tik tak, det regner idag. Regn, regn, regn, regn, øsende regn, pøsende regn, regn regn, regn, regn, deilig og vaadt deilig og raat!
En er en, og to er to — vi hopper i vand, vi triller i sand. Zik zak, vi drypper paa tag, tik tak, det regner idag.
Sigbjørn Obstfelder (1866–1900) var en norsk forfatter og lyriker som regnes som en forløper for modernismen i norsk litteratur. Hans dikt kretser ofte om ensomhet, lengsel og en grunnleggende følelse av ikke å høre til i verden. Obstfelder brukte et fritt vers og en musikalsk, billedrik stil som brøt med samtidens tradisjonelle lyrikk. Han utga blant annet diktsamlingen Digte i 1893 og romanen Korset i 1896. Diktet Jeg ser er et av hans mest kjente verk og viser en jeg-person som observerer verden uten å kunne delta fullt ut. Obstfelder regnes som en viktig inspirasjonskilde for senere norske modernister.
Step-by-step learning, voice recordings you can share, and review reminders.
