Prinsessen sat højt i sit jomfrubur, smågutten gik nede og blåste på lur. „Hvi blåser du altid? Ti stille, du små! Det hæfter min tanke, som vide vil gå, nu når sol går ned.“
Prinsessen sat højt i sit jomfrubur, smågutten lot være at blåse på lur. „Hvi tier du stille? Blås mere, du små! Det løfter min tanke, som vide vil gå, nu når sol går ned.“
Prinsessen sat højt i sit jomfrubur, smågutten tok atter og blåste på lur. Da gråt hun i aftnen og sukkede ud: „O sig mig, hvad er det mig fejler, min Gud! — Nu gik solen ned.“
Nu takk for alt, ifra vi var små og lekte sammen i skog og lage’. Jeg tænkte, leken den skulde gå op i de grånende dage.
Jeg tænkte, leken den skulde gå ut fra de løvede, lyse birke, dit frem hvor Solbakkehuse stå, og til den rødmalte kirke.
Jeg sat og væntet så mangen kvæll og så dit bort under granehejen; men skygge gjorde det mørke fjæll, og du, du fant ikke vejen.
Jeg sat og væntet og tænkte tit: når dagen lider, han vejen vover. Og lyset sluktes og brænte litt, og dagen kom og gik over.
Det stakkars øjet er blevet vant, det kan så sent med at vænde synet; det kjænner slet ingen annen kant, og brænner sårt under brynet.
De nævner sted, der jeg trøst kan få; det er i kirken bak Fagerliden; men bed mig ikke om dit at gå, — han sitter like ved siden.
— Men godt, så vet jeg dog, hvem det var, som lagde gårdene mot hværandre, og vej for synet i skogen skar og gav det lov til at vandre.
Men godt, så vet jeg dog, hvem det var, som satte stoler til kirkebor’et, og gjorde, at de går par om par fremover like mot koret.
Bjørnstjerne Bjørnson var en norsk forfatter, dikter, dramatiker og samfunnsdebattant, født i 1832 og død i 1910. Han var en sentral skikkelse i norsk nasjonalromantikk og senere i realismen. Diktingen hans kretser ofte om norsk natur, bondekultur, nasjonal identitet, moral og samfunnsspørsmål. Stilen varierer fra lyrisk og idealiserende i tidlige verk til mer kritisk og realistisk i senere forfatterskap. Bjørnson skrev teksten til Norges nasjonalsang, «Ja, vi elsker dette landet». Han mottok Nobelprisen i litteratur i 1903. Blant hans mest kjente verk er bondefortellingene «Synnøve Solbakken» og «Arne», samt skuespill som «En fallit» og «Over ævne». Han var også en viktig politisk stemme for norsk selvstendighet og demokrati. Som forfatter og opinionsleder hadde han stor innflytelse på norsk kultur og samfunnsliv. Han regnes som en av de fire store i norsk litteraturhistorie, sammen med Henrik Ibsen, Alexander Kielland og Jonas Lie.
Apprendimento passo dopo passo, registrazioni vocali da condividere e promemoria per il ripasso.
