Jeg ser paa den hvide himmel,
jeg ser paa de graablaa skyer,
jeg ser paa den blodige sol.
Dette er altsaa verden.
Dette er altsaa klodernes hjem.
En regndraabe!
Jeg ser paa de høie huse,
jeg ser paa de tusende vinduer,
jeg ser paa det fjerne kirketaarn.
Dette er altsaa jorden.
Dette er altsaa menneskenes hjem.
De graablaa skyer samler sig. Solen blev borte.
Jeg ser paa de velklædte herrer,
jeg ser paa de smilende damer,
jeg ser paa de ludende heste.
Hvor de graablaa skyer blir tunge.
Til dig, du kjæreste, kun dig,
min deilige vaar, min ungdom,
mit følge paa somrens vei —!
Husker du foraarets tid dér,
hvor veien kom gjennem parken
under de solblaa trær?
Det bugned og sprak i ru mark,
og stammerne drak af solen
gjennem den brustne bark!
Du bar med et trodsigt og blankt smil
din herlige dronningkappe,
overgydt af April!
Dit haar var en skinnende ung fest,
hvor blomsterne slang og svinget
slig som de kunde det best — —
Da syntes vi begge, vor blaa vaar
Samtidige i rummets bleke dage
staar jeg og hun, min slanke elskerinde.
Vi drikker med vort hjertes gjemte pulser
den samme stund, som til os begge rinder —
og stille skal vi staa og kløve lyset,
der er fra tider, da vi ikke levet,
og som vil strømme med sit skraae skjær
dybt ind i tider, da vi ikke er — — —
Og der er døde sommerdøgn i lyset,
som hælder gjennem vindvets løvguirlandre —
og denne dybe kveld vil gaa tilbage
og flyde tonløst sammen med de andre!
Naar streifed det mig sidst, det lys som blinder —?
det meningsløse, rige straaleskin,
som tænder dunet paa en kvindes kinder,
der ikke aner hvorfor hun er min?
Kringsatt av fiender, gå
inn i din tid!
Under en blodig storm –
vi deg til strid!
Kanskje du spør i angst,
udekket, åpen:
hva skal jeg kjempe med,
hva er mitt våpen?
Her er ditt vern mot vold,
her er ditt sverd:
troen på livet vårt,
menneskets verd.
For all vår fremtids skyld,
søk det og dyrk det,
dø om du må – men:
øk det og styrk det!
En Vildand svømmer stille
ved Øens høie Kyst,
de klare Bølger spille
omkring dens rene Bryst.
En Jæger gaar og bøier
sig i den steile Ur,
og skyder saa for Løier
det smukke Kreatur.
Og Fuglen kan ei drage
til Redens lune Skjød,
og Fuglen vil ei klage
sin Smerte og sin Nød.
Og derfor taus den dukker
dybt i den mørke Fjord,
og Bølgen koldt sig lukker,
og sletter ud dens Spor.
Den Egn, hvori min Vei er lagt
Og hvor min Arne staar,
Den har for mig en Yndets Magt,
Der voxer Aar for Aar.
En Fremmed ser fra Bjerget ned
Paa Bygd og Stad og Bugt,
Og har et Syn at standse ved,
Saa vidt-udstrakt og smukt.
Men Den, der vandt i Dalens Favn
En rig Erindrings Flor,
Han dvæler der i Fryd og Savn
Ved Mindets friske Spor. —
Naturens Liv fornyer det
Med Glædes-Tegn og Suk,
Og fængsler ham til mangen Plet,
Der kun for ham er smuk.
