Vaarnatten stille og sval
favner den slumrende Dal.
Elvene nynne de lange
dæmpede, dyssende Sange.
Alfer sukke
for de smukke
Lilier: „O, tager os tilfange!“
Fjeldtoppens sølvblege Skjær
viser at Maanen er nær;
over de samlede Graner
Skyerne svæve som Svaner.
Snart vil blide
Straaler glide
over al den Herlighed, du aner.
Luk dog ei Øiet inat,
vaag med Erindringens Skat!
O, vær hilset atter og velsignet
blide Aand, fra Salighedens Hjem!
Ingen Glæde paa min Vei har lignet
den, du kaldte af min Vaardrøm frem;
ingen Kval kan falde paa min Hjerte
tungt som den, du klaged i min Favn.
O, du Salige, i Fryd og Smerte
har min Sjel en Gjenlyd af dit Navn.
Alt er følt, fuldkommet og erindret,
Alt fornyes evig i mit Sind;
mildt og ømt har Sorgen, der er lindret,
spredet Mindets Fred om mine Trin.
Sorgen vaaged hvor din Aske blunder,
og den vandred gjennem Ørkner hen,
og tilsidst, ved Kjerlighedens Under,
fik jeg dig du Salige igjen.
I Sorgens Dal jeg stirred
Paa Grunden, hvor jeg gik,
Og tvivlsom og fordunklet
Laa Stien for mit Blik.
Men overalt, hvor Sorgen
Sin Dugg har drysset ned,
Der er en Blomst oprunden
Af Grundens Dunkelhed.
Nu ser jeg tit tilbage,
Og studser ved min Vei,
Hvis Tvivl og dybe Mørke,
Hvis Angster glemmes ei.
Men trøstet og forsonet
Jeg mindes nu min Kval,
Og Blomster-Stien viser
Min Gang i Sorgens Dal.
Gyldenlak, før du din Glands har tabt,
da er jeg Det, hvoraf Alt er skabt;
ja før du mister din Krones Guld,
da er jeg Muld.
Idet jeg raaber: med Vindvet op!
mit sidste Blik faaer din Gyldentop.
Min Sjel dig kysser, idet forbi
den flyver fri.
Togange jeg kysser din søde Mund.
Dit er det første med Rettens Grund.
Det andet give du, Kjære husk,
min Rosenbusk!
Udsprungen faaer jeg den ei at see;
thi bring min Hilsen, naar det vil skee;
og siig, jeg ønsker, at paa min Grav
den blomstred’ af.
Til hende stod mine tanker
hver en sommerlys nat;
men vejen den bar til elven
i det duggede orekrat.
Hej, kender du gru og sange,
kan du kogle den dejliges sind,
så i store kirker og sale
hun mener at følge dig ind!
Jeg maned den våde af dybet;
han spilled mig bent fra Gud; —
men da jeg var bleven hans mester,
var hun min broders brud.
I store kirker og sale
mig selv jeg spilled ind,
og fossens gru og sange
veg aldrig fra mit sind.
Se, min bedste, hvad jeg bringer;
blomsten med de hvide vinger.
På de stille strømme båren
svam den drømmetung i våren.
Vil du den til hjemmet fæste,
fæst den på dit bryst, min bedste;
bag dens blade da sig dølge
vil en dyb og stille bølge.
Vogt dig, barn, for tjernets strømme.
Farligt, farligt der at drømme!
Nøkken lader som han sover; —
liljer leger ovenover.
Barn, din barm er tjernets strømme.
Farligt, farligt der at drømme; —
liljer leger ovenover; —
nøkken lader som han sover.
