Den tid jeg gik i skolen
var mod nok i mit sind, —
at sige, så længe til solen
gik under bag bergets tind.
Men lagde sig nattens skygge
udover ås og myr,
da skræmte mig spøgelser stygge
fra sagn og fra eventyr.
Og bare jeg lukked øjet,
jeg drømte så meget og mangt, —
og alt mit mod var fløjet —
Gud vide må hvor langt.
Nu er der en forandring
med alting i mit sind;
nu går mit mod på vandring
ved morgensolens skin.
Min hvide svane,
du stumme, du stille;
hverken slag eller trille
lod sangrøst ane.
Angst beskyttende
alfen, som sover, —
altid lyttende,
gled du henover.
Men sidste mødet,
da eder og øjne
var lønlige løgne, —
ja da, da lød det!
I toners føden
du slutted din bane.
Du sang i døden; —
du var dog en svane!
Ederfuglen i Norge bor;
der holder han til ved den blygrå fjord.
Han plukker af brystet de bløde dun,
og bygger sig rede både varm og lun.
Men fjordens fisker har stålsat hug;
han plyndrer redet til sidste fnug.
Er fiskeren grum, så er fuglen varm;
han ribber igen sin egen barm.
Og plyndres han atter, så klæder han dog
sit rede påny i en velgemt krog.
Men røves hans tredje, hans sidste skat, —
da spiler han vinger en forårs-nat.
Da kløver han skodden med blodigt bryst; —
mod syd, mod syd til en solskins-kyst!
De sidste gæster
vi fulgte til grinden;
farvellets rester
tog nattevinden.
I tifold øde
lå haven og huset,
hvor toner søde
mig nys berused.
Det var en fest kun,
før natten den sorte;
hun var en gæst kun, —
og nu er hun borte.
Agnes, min dejlige sommerfugl,
dig vil jeg legende fange!
Jeg fletter et garn med masker små,
og maskerne er mine sange!
„Er jeg en sommerfugl, liden og skær,
så lad mig af lyngtoppen drikke;
og er du en gut, som lyster en leg,
så jag mig, men fang mig ikke!“
Agnes, min dejlige sommerfugl,
nu har jeg maskerne flettet;
dig hjælper visst aldrig din flagrende flugt, —
snart sidder du fangen i nettet!
„Er jeg en sommerfugl, ung og blank,
jeg lystig i legen mig svinger;
men fanger du mig under nettets spind,
så rør ikke ved mine vinger!“
Min Læser! naar du hist og her
Den dyrekjøbte Gravskrift seer:
Den salig Herre var en Engel;
Saa viid, det er en Trykfeil blot,
Og at i den Sted burde staaet:
Den salig Herre var en Bengel.
