Gennem billedet af en trækfugl i bur taler jeget om at skulle forlade livet. Vinteren nærmer sig, og fuglen hører dens stemme; den ved, at den hører til et andet sted. Alligevel er der ingen fortvivlelse – snarere en stille, vemodig accept. Den synger på gennemrejsen, selv om mørke dage og storme har slidt dens fjer og holdt sangen tilbage. Den havde ønsket sig frihed under Guds himmel, men er blevet en gældbunden fange, der må nøjes med at sende sin længsel ud gennem gitteret.
Stemningen er afsked og længsel efter et frit liv, der aldrig blev. Jeget beder en forbipasserende lytte, fordi sangen måske er den sidste, og til sidst aner fuglen, at buret snart vil briste. Den vil kviddre et ømt farvel. Det giver en lysning midt i vemodet: en stille forventning om befrielse.