Most read ▸
J.P. Jacobsen
Silkesko over gylden Læst!
Jeg har mig en Jomfru fæst’!
Jeg har mig en dejlig Jomfru fæst’!
Ingen er som hun paa Guds sollyse Jord,
Ikke en eneste en.
Som Himlen i Syd og som Sneen i Nord
Er hun ren.
Men der er Jorderigs Fryd i min Himmel,
Og Flammer der staar af min Sne.
Ingen Sommers Rose er rødere,
End hendes Øje er sort . . .
Der er ingenting i Verden saa stille som Sne,
naar den sagte gennem Luften daler,
dæmper Dine Skridt,
tysser, tysser blidt
paa de Stemmer, der for højlydt taler.
Der er ingenting i Verden med en Renhed som Sne,
Svanedun fra Himlens hvide Vinger.
Paa Din Haand et Fnug
er som Taaredug.
Hvide Tanker tyst i Dans sig svinger.
Der er ingenting i Verden, der kan mildne som Sne.
Tys, du lytter, til det Tavse klinger.
Oh, saa fin en Klang,
Sølverklokkesang
inderst inde i Dit Hjerte ringer.
Hen over Torv og Gade,
Hvor Sneen laae, den hvide,
Belyst af Nattens Maane,
Jeg saae dig hastig skride.
I eventyrlig Skjønhed,
Krystalklar, straalte Staden,
Og som et magisk Luftsyn
Blændede Slotsfaçaden.
Om dine Hænder vandt sig
Muffen, den lykkelige,
Og om dit Knæ jeg hørte
Den glatte Silke skrige.
Dit Aandepust, usynligt
Ellers som Rosenduften,
Nu strømte gjennem Sløret
En Sølvsky ud i Luften.