På sneen

Hen over Torv og Gade, Hvor Sneen laae, den hvide, Belyst af Nattens Maane, Jeg saae dig hastig skride.

I eventyrlig Skjønhed, Krystalklar, straalte Staden, Og som et magisk Luftsyn Blændede Slotsfaçaden.

Om dine Hænder vandt sig Muffen, den lykkelige, Og om dit Knæ jeg hørte Den glatte Silke skrige.

Dit Aandepust, usynligt Ellers som Rosenduften, Nu strømte gjennem Sløret En Sølvsky ud i Luften.

Sig syngende lod Sneen Af dine Fødder trykke, Og paa det bløde Teppe Henflagrede din Skygge.

Jeg saae den hastigt svæve Over den glimmerhvide, Ætherisk-rene Flade — En anden ved dens Side.

Det var min egen Skygge! Den skyndte sig utrolig — Jeg havde aldrig seet den Saa langstrakt og urolig.

Den nærmed sig forvirret — Den lod — det er det Sande — Sit eget sorte Væsen Med dit sig kjælent blande.

De svulmede — Canova Ei bedre Grupper skabte — Imellem blev de borte, Naar Maanens Lys sig tabte.

Og kom igjen tilsyne I Stillinger — o Lykke, Mit Kjød og Blod maa savne, Men opnaaes af min Skygge!