I en måneklar vinterby ser fortælleren en kvinde haste hen over den hvide sne. Alt omkring hende forvandles til noget eventyrligt: byen stråler krystalklart, slotsfacaden blænder som et magisk luftsyn, og selv hendes ånde strømmer gennem sløret som en sølvsky i den kolde luft. Fortælleren lægger mærke til muffen om hendes hænder og silken, der skriger om knæet. Hun er sanselig og uopnåelig på én gang. Han følger efter, betaget og fuld af længsel, men hans eneste nærhed sker i sneens skygger. Hendes skygge svæver hen over den glimmerhvide flade, og hans egen skygge skynder sig uroligt efter, indtil den lader sit sorte væsen kælent blande sig med hendes. De to skikkelser svulmer, forsvinder og dukker op igen i stillinger, hans krop aldrig opnår. Stemningen er drømmende, kølig og vemodig: sneen og måneskinnet gør byen uvirkelig, og kærligheden lever kun som skyggeværk.
På sneen — Resumé
Hen over Torv og Gade, Hvor Sneen laae, den hvide, Belyst af Nattens Maane, Jeg saae dig hastig skride.
I eventyrlig Skjønhed, Krystalklar, straalte Staden, Og som et magisk Luftsyn Blændede Slotsfaçaden.
Om dine Hænder vandt sig Muffen, den lykkelige, Og om dit Knæ jeg hørte Den glatte Silke skrige.
Dit Aandepust, usynligt Ellers som Rosenduften, Nu strømte gjennem Sløret En Sølvsky ud i Luften.
Sig syngende lod Sneen Af dine Fødder trykke, Og paa det bløde Teppe Henflagrede din Skygge.
Jeg saae den hastigt svæve Over den glimmerhvide, Ætherisk-rene Flade — En anden ved dens Side.
Det var min egen Skygge! Den skyndte sig utrolig — Jeg havde aldrig seet den Saa langstrakt og urolig.
Den nærmed sig forvirret — Den lod — det er det Sande — Sit eget sorte Væsen Med dit sig kjælent blande.
De svulmede — Canova Ei bedre Grupper skabte — Imellem blev de borte, Naar Maanens Lys sig tabte.
Og kom igjen tilsyne I Stillinger — o Lykke, Mit Kjød og Blod maa savne, Men opnaaes af min Skygge!