Emil Aarestrup (1800–1856) var læge, men i «På sneen» er det ikke lægens blik, der er på arbejde; det er en forelsket iagttager, som ser en kvinde bevæge sig gennem en månebelyst vinterby. Torv og gade dækkes af hvid sne, slotsfacaden blænder som et magisk luftsyn, og byen stråler i eventyrlig skønhed. Midt i dette kulisseagtige rum skrider kvinden hastigt afsted, og jeg’et følger hende – ikke først og fremmest med øjnene på hendes skikkelse, men på hendes skygge. Dén bliver digtets egentlige hovedperson, for på den glimmerhvide flade opstår der en drøm om nærhed, som den fysiske krop ikke kan få.
Rytmisk er digtet holdt i korte firversede strofer med typisk tre tryk i hver linje og gerne rim på anden og fjerde verselinje. Det giver en let, svævende bevægelse, der passer til det synsprægede sceneri: noget glider forbi, forsvinder og kommer igen, ligesom skyggerne. Ordvalget understøtter det uvirkelige – “eventyrlig”, “Krystalklar”, “magisk Luftsyn” – men også det fysisk sanselige: silken “skriger” om kvindens knæ, sneen “synger” under hendes fødder, og hendes åndepust strømmer som en “Sølvsky” gennem sløret. På den måde bliver kulden både synlig, hørbar og næsten følelig. Den lille detalje, at muffen er “den lykkelige”, er slående: en genstand får lov at være tæt på hendes hænder, mens jeg’et kun kan betragte hende. Begæret flyttes over i tingene omkring hende.
Men det er på sneen, at digtets egentlige møde finder sted. Først flagrer hendes skygge alene over den ætherisk-rene flade. Derefter opdager jeg’et “en anden ved dens Side” – sin egen skygge. Den beskrives med en blanding af selvindsigt og forundring, for den er “langstrakt og urolig”, som om den ikke kan styre sig. De to skygger nærmer sig hinanden, og deres sorte væsener blander sig “kjælent”. Digtet lader altså det, der kropsligt er adskilt, smelte sammen som skygger. De svulmer i grupper, der – siges det – overgår den italienske billedhugger Canova. Det er en overraskende sammenligning: det flygtige, sorte skyggespil får samme kunstneriske fylde som klassisk skulptur, men uden dens fasthed. Samtidig er lykken skrøbelig, for skyggerne bliver borte, når månens lys svigter.
I sidste strofe træder modsætningen tydeligt frem: “Mit Kjød og Blod maa savne, / Men opnaaes af min Skygge!” Skyggen bliver altså et sted, hvor længslen kan leves ud – ikke i den fysiske verden, men som billede, skygge og drøm. Det giver digtet en både sørgmodig og triumferende dobbelthed: den elskede forbliver på afstand, men i fantasiens og månelysets spil opnår jeget alligevel en næsten erotisk forening. Derfor handler «På sneen» ikke kun om en smuk vinternat, men om begærets væsen: det kan forvandle en forbipasserende skikkelse til hele verdens midtpunkt og lade en flygtig skygge gøre, hvad kroppen ikke tør eller kan.
Aarestrup formår i dette digt at gøre sproget selv til det, der lyser: hvert billede er præcist, men udvider sig hurtigt til noget drømmeagtigt. Netop den balance mellem iagttagelse og fantasi, mellem sneens kolde klarhed og begærets urolige mørke, gør digtet vigtigt og vedkommende. Det viser, at poesi ikke behøver stor dramatik for at sige noget stort – en skygge på sneen kan rumme en hel længsel.