Mest læste ▸
Der skinner ej Sol, det er Graat i Graat,
det øser fra Skyen i Spande,
alting paa Gaden er drivende vaadt,
det regner med styrtende Vande! —
Kæreste du!
kommer du nu,
nu Regnen har kølet din Elsker?
Det blæser saa koldt, det hyler saa vildt,
i Gaslygten Glassene klirrer,
klaprende danser paa Krogen et Skilt,
og Vejrhanen pibende svirrer! —
Kæreste du!
kommer du nu,
nu Blæsten har bøjet din Elsker?
Hører du Stormkrogens raslende Larm
og Regnskyllets Slag mod din Rude?
Faldt der Storm over solstille Flade?
Min Sjæl flagred op som et Lin:
og en lynflængt Tordenkaskade
skylled Regn over grønne Blade.
Da det blev tyst, var du min.
Der er fugtigt i Stikkelsbærgange
og dufter, nu det er tyst,
fra det dyngvaade Græs og de mange
Kirsebærblomster, som prange
skært mod et Lufthav saa lyst.
Lad mig vandre herind ved din Side,
mørkøjede Jomfru fin;
dine Hænder, de frugtblomst-hvide,
lad tæt mig om Livet glide,
du min smidigrankende Vin.
Og din Kind, den æbleblomst-røde,
Du fine, hvide Æbleblomst!
Hvem gav dig dette Lykkeskær?
Ak, jeg er Solens Hjertenskær!
Hvor fik du denne Purpurglød,
som brænder i din fine Hud?
Ak, jeg er Solens Foraarsbrud!
Velsignet af min Brudgoms Kys
jeg lever i hans Aandedrag
en kort, lyksalig Foraarsdag.
Og naar hans sidste, varme Kys
i Aftenrøden strejfer mig,
saa hvisker jeg: Jeg elsker dig!
Og lukker mig og bøjer mig
og drysser over Græsset ud
mit hvide Flor, mit Bryllupsskrud —
Silkesko over gylden Læst!
Jeg har mig en Jomfru fæst’!
Jeg har mig en dejlig Jomfru fæst’!
Ingen er som hun paa Guds sollyse Jord,
Ikke en eneste en.
Som Himlen i Syd og som Sneen i Nord
Er hun ren.
Men der er Jorderigs Fryd i min Himmel,
Og Flammer der staar af min Sne.
Ingen Sommers Rose er rødere,
End hendes Øje er sort . . .
Frem under Haarets ravnsorte Sky’r
Øjnenes blinkende Tvillingefyr
Straaler og flyr.
Aandedrags-Luftninger lune og blide
Henover Skuldrenes Klipper de hvide
Sagtelig glide.
Mens imod Dragtens Kniplingekyst
Svulmende vugges det bølgende Bryst
Skumhvidt, men tyst.
— Ak om der lød dog
Smeltende blød og
Daarende mild,
Hen til sig dragende,
Kjerlighedsklagende
Havfruesang!
Der er en Trolddom paa din Læbe,
Der er en Afgrund i dit Blik,
Der er i Lyden af din Stemme
En Drøms ætheriske Musik.
Der er en Klarhed paa din Pande,
Der er et Mørke i dit Haar,
Der er en Strøm af Blomsteraande
Omkring dig, hvor du staaer og gaaer.
Der er en Skat af evig Viisdom
I Smilehullet paa din Kind,
Der er en Brønd, en Sundhedskilde
For alle Hjerter, i dit Sind.
Der er en Verden i dit Indre,
En sværmerisk, chaotisk Vaar —
Som jeg umulig kan forglemme,
Som jeg tilbeder og forstaaer.
Hen over Torv og Gade,
Hvor Sneen laae, den hvide,
Belyst af Nattens Maane,
Jeg saae dig hastig skride.
I eventyrlig Skjønhed,
Krystalklar, straalte Staden,
Og som et magisk Luftsyn
Blændede Slotsfaçaden.
Om dine Hænder vandt sig
Muffen, den lykkelige,
Og om dit Knæ jeg hørte
Den glatte Silke skrige.
Dit Aandepust, usynligt
Ellers som Rosenduften,
Nu strømte gjennem Sløret
En Sølvsky ud i Luften.
Flyv Fugl, flyv over Furresøens Vove!
Nu kommer Natten saa sort,
Alt ligger Sol bag de dæmrende Skove,
Dagen den lister sig bort;
Skynd dig nu hjem til din fjedrede Mage,
Til de guulnæbede Smaa;
Men naar i Morgen du kommer tilbage,
Siig mig saa alt, hvad du saae!
Flyv Fugl, flyv over Furresøens Bølge,
Stræk dine Vinger nu vel!
Ser du to Elskende, dem skal du følge,
Dybt skal du speide deres Sjel.
Er jeg en Sanger, saa bør jeg jo vide
Kjærligheds smigrende Lyst,
Alt, hvad et Hjerte kan rumme og lide,
Burde jo tolke min Røst.