Most read ▸
Ludvig Holstein
Du fine, hvide Æbleblomst!
Hvem gav dig dette Lykkeskær?
Ak, jeg er Solens Hjertenskær!
Hvor fik du denne Purpurglød,
som brænder i din fine Hud?
Ak, jeg er Solens Foraarsbrud!
Velsignet af min Brudgoms Kys
jeg lever i hans Aandedrag
en kort, lyksalig Foraarsdag.
Og naar hans sidste, varme Kys
i Aftenrøden strejfer mig,
saa hvisker jeg: Jeg elsker dig!
Og lukker mig og bøjer mig
og drysser over Græsset ud
mit hvide Flor, mit Bryllupsskrud —
Når vinteren rinder i grøft og i grav,
og rugens krøllede blade
sig ranker i solen, som spejles i hav,
jeg griber med længsel, knap ved jeg deraf,
min hakke, min skovl og min spade.
Jeg hvæsser på stenen den rustnede æg
og retter den bøjede plade.
Så springer jeg uden for mur og for væg,
hvor marken har klumper og mosen har klæg
med min hakke, min skovl og min spade.
Jeg lytter til vårens syngende kor,
til lærken, den jublende glade.
Vi kender hinanden fra somren ifjor,
den kvidrer, jeg grøfter og graver min jord
med min hakke, min skovl og min spade.
Når solen går ned i et luende bål
Der er en Trolddom paa din Læbe,
Der er en Afgrund i dit Blik,
Der er i Lyden af din Stemme
En Drøms ætheriske Musik.
Der er en Klarhed paa din Pande,
Der er et Mørke i dit Haar,
Der er en Strøm af Blomsteraande
Omkring dig, hvor du staaer og gaaer.
Der er en Skat af evig Viisdom
I Smilehullet paa din Kind,
Der er en Brønd, en Sundhedskilde
For alle Hjerter, i dit Sind.
Der er en Verden i dit Indre,
En sværmerisk, chaotisk Vaar —
Som jeg umulig kan forglemme,
Som jeg tilbeder og forstaaer.