Most read ▸
Mads Hansen
Marken er mejet, og høet er høstet,
kornet er i laderne, og høet står i hæs.
Frugten er plukket, og træet er rystet,
og nu går det hjemad med det allersidste læs.
Rev vi marken let,
det er gammel ret,
fuglen og den fattige skal også være mæt.
Rev vi marken let,
det er gammel ret,
fuglen og den fattige skal også være mæt.
Loen vi pynter med blomster og blade,
vi har georginer og bonderoser nok.
Børnene danser allerede så glade,
alle vore piger står ventende i flok.
Bind så korn i krans,
hurra, her til lands
Det lysner over Agres Felt,
hvor sløve Plovspand kravle,
det sortner over Store-Bælt
med Sol paa Kirkegavle —
Velkommen i vor Grønsværsstol
blandt Grøftens Brombærranker!
O, det gør godt at slikke Sol
igen paa disse Banker!
Vel rækker Høstens Solskin kort,
men Rønnens Bær staar røde.
Alléens Linde blegner bort,
men Vildvinsranker gløde.
Vel! Ræk mig da, o Efteraar,
en Gravensten, som smager
af Bækken ved min Faders Gaard
og Mulden i hans Ager.
Når vinteren rinder i grøft og i grav,
og rugens krøllede blade
sig ranker i solen, som spejles i hav,
jeg griber med længsel, knap ved jeg deraf,
min hakke, min skovl og min spade.
Jeg hvæsser på stenen den rustnede æg
og retter den bøjede plade.
Så springer jeg uden for mur og for væg,
hvor marken har klumper og mosen har klæg
med min hakke, min skovl og min spade.
Jeg lytter til vårens syngende kor,
til lærken, den jublende glade.
Vi kender hinanden fra somren ifjor,
den kvidrer, jeg grøfter og graver min jord
med min hakke, min skovl og min spade.
Når solen går ned i et luende bål
Jeg bærer med Smil min Byrde,
jeg drager med Sang mit Læs;
jeg er som den vilde Hyrde,
der gjenner sit Kvæg paa Græs.
Se, Duggen driver fra Norden
hen over det bøjede Korn,
mens Solen stiger af Jorden
imellem Oxernes Horn!
Jeg ser over tindrende Marker
og langt mod den blaanende Fjord,
jeg stirrer paa sejlende Arker,
men finder ej tolkende Ord.
Jeg slænger Skalmejen for Munden;
jeg trækker saa lang dens Lyd,
at Kilderne klukker i Lunden,
og Bukkene bræger af Fryd!